Hvor ufatteligt det end lyder, er der nu gået 10 måneder siden jeg for første gang satte fødderne på den zambiske jord. De første fire måneder i landet stod jeg hver dag op til en knaldende blå skyfri himmel og varmen bare steg og steg for hver dag der gik til det næsten ulidelige. Bolde, pumpe, og en stor vandflaske var en fast inventar i tasken hver morgen, når jeg satte mig på cyklen. Jeg lærte mig de første greetings på lokalsprog og blev modtaget med bemærkningen: ”you are a Zambian now!”.
De første måneder var for mig en lang tilvænningsperiode til en helt ny kultur. For blot at nævne nogle få eksempler på hvad en sådan tilvænning kan byde på er her et par:
Jeg er på træningsbanen og åbner en banan, da jeg straks hører: ”Give me! Me, I am hungry”. Jeg vender mig om mod stemmen og ser ned i et par store sorte øjne. Jeg bliver lettere provokeret af den meget direkte tiltaleform, som på det engelske jeg er vandt til lyder decideret uhøfligt, og svarer: ”Me I am hungry too!”. Jeg ser straks hvordan overraskelsen over at møde en sulten Muzungu som ikke deler tegner sig i det lille barneansigt. Selvfølgelig fortryder jeg straks min udtalelse og jeg brækker halvdelen af min banan og giver den bort – In Africa we share!
”Nanna, look at your legs and your butt they are so big, you are really growing fat!” Jeg bliver lettere fornærmet, men idet jeg ser ind i det henrykte kvindeansigt hvorfra udtalelsen kommer, ser jeg tydeligt at det er godsindet ment. Jeg siger til hende: ”You are really growing fat too”, og mener faktisk at kunne se en tydelig forøgelse i vægt siden jeg traf hende første gang. Hun ser lidt forlegent ned og siger: ”It’s the medicine – it has made me grow fat”.
(Det skal nævnes at jeg har lært at omgås og faktisk direkte er begyndt at holde meget af den direkte tiltaleform og delementaliteten. De mange komplimenter for især mine velvoksende lægmuskler har bare været bonus, mens den tragiske omstændighed at så mange er HIV-smittede er blevet en realitet jeg efterhånden har vænnet mig til)
Da skyerne endelig trak ind over Livingstones sandede jordveje og tilmed bragte de første regnskyld var det som en befrielse. Mangoerne blev i begyndelsen af regnsæsonen modne og kom direkte ind på en førsteplads, hvad angår favoritfrugter. Hver gang et vindkast rystede træerne, var det bare at løbe hen og samle alle de nedfaldne mangoer op. Når jeg bar det klassiske stofstykke, som kvinderne vikler om livet, shitenga, blev min status i landet opraderet, og jeg blev mødt med udbruddet: ”You are a real Zambian now!”.
Regnsæsonen bød på få dage, hvor landet stod stille, da zambiere er decideret bange for regn. Disse få grå regnvejrsdage var som en helt ny og meget hjemlig oplevelse, som skulle udnyttes med kagebagning og varm kakao i 25 graders kølig regn. Efter regnen kom kulden, 20 grader lyder måske ikke koldt i danske øjne, men når temperaturen falder ned til 5 grader om natten i et hus med bliktag og uden nogen form for varme, bliver uld undertøjet pludselig en eftertragtet genstand og dunsoveposen strengt nødvendig.
Den sidste tid i et land og med et folk, som jeg virkelig er begyndt at holde af, har været præget af en intens følelse af afslutning, afsked og sentimentalitet. I det følgende vil jeg igennem brudstykker, forhåbentlig give et billede af de mange følelser og oplevelser den har budt på.
End of Term med SCORE
Alle de frivillige i Zambia er samlet og vi ligger og kigger op i en trækrone. Det er tid til refleksion over året der gik og hvordan vi hver især de sidste uger skal sige farvel til det samfund og de mange folk, der har udgjort vores hverdag det sidste år. Jeg mærker de grønne og blå farver over mig sløre til, idet mine øjne fyldes med tårer ved tanken om at skulle tage afsked med familien, samarbejdspartnerne, kvinderne og de mange børn.
The Drifter Family
The Drifter (min værtsfars bil) har fungeret godt her den sidste måneds tid, hvilket betyder at min far har været ved godt mod og haft sig småjobs med at køre cement og flytte for folk. Dog brød den ganske voldsomt sammen en uge før jeg skulle af sted, hvilket uheldigvis influerede stemningen i det lille hjem. Samtidig skulle datteren fra det kolde nord snart rejse, hvilket bestemt heller ikke var en morsom omstændighed. En ting er at have en stor bil som skaber respekt i det omkringliggende samfund, en anden vigtig kilde til respekt er at have en muzungu boende. Igennem et år har min far, Mr. Drifter, kunne gå gennem gaderne og blive mødt med kommentarer som: ”How can you afford to feed a Muzungu!” og ”How did you manage first to marry one white lady (sidste frivillige der boede der) and when she left you married another one?!” Det faktum, at jeg skulle forlade huset og landet var uden tvivl svært for min far, som ihærdigt prøvede både at få Mari (nordmand som arbejder på teacher college) og Signe (masterstuderende fra Norge, der har fulgt mig de sidste uger) til at flytte ind!
De ydre omstændigheder med at have en Muzungu boende er helt sikkert vigtige for især Mr. Drifter, der har det med at bygge en stor del af sin identitet op på den slags. Dog er der ingen tvivl om, at jeg som person også vil blive savnet meget. De sidste aftener over middagen havde Mr. Drifter lavet en fast plads i sofaen ved siden af sig, så vi kunne sidde klods op af hinanden, mens vi spiste, og han skubbede forsigtigt kyllingestykker fra sin egen tallerken over på min (tegn på respekt/ubuntu).
Min søster, Pamela, talte dage og timer ned til jeg forlod huset, og opvasken efter middagen var præget af tristhed. Kun den zambiske musik med dertil hørende dans, kunne i perioder trække stemningen lidt op.
Min mor gav mig et shitenga materiale som tak for året og var synligt mærket, og den store mand: Mr. Drifter proklamerede: ”You will leave an empty spot in my heart that I dont know how to fill up again.”
Pongo (Geden)
Hvis ikke historien om, hvordan jeg blev ”købt” for den gode pris af en hel ged skal offentliggøres her i mit sidste blogindlæg fra Zambia, så ved jeg ikke hvor det skulle offentliggøres.
I året der gik har jeg lært en anden kultur at kende. Familien jeg boede ved er tongaer og en vigtig del af tongastammens tradition er, at man giver nogle små ting, når man kommer hjem fra rejser ud af huset eller når man tager familiemedlemmer med ud af huset nogle dage. ”Tambola” er det lokale navn på gaven, og det er et ord, der hyppigt bliver brugt i ”the Drifter family”. I starten kunne den evige efterspørgsel efter ”Tambola” godt medbringe lidt irritation fra min side, men som tiden er gået er jeg blevet mere positivt indstillet over for en sådan gestus som faktisk er et tegn på en kultur, hvor man deler i respekt med hinanden (ubuntu). At give tambola er det primære og størrelsen af tambola er sekundær.
I den sidste tid har jeg af flere omgange været med Øyvind (Norsk frivillig) i forskellige landsbyer, for at facilitere på sports workshops med Response Network (organisation som arbejder med self-help facilitation i rurale områder). Familien og især Mr. Drifter har været aktiv i efterspørgslen af tambola i disse sammenhænge og har ikke helt været tilfreds med, at der ikke faldt noget af til faren i huset, når hans datter på den måde forsvandt i flere dage.
Mr. Drifters utilfredshed blev der rådet bod på den sidste uge i landet. Et scenarie uden lige fandt sted, da Øyvind med tanke på Mr. Drifters tambola efterspørgsel havde købt en ged i bushen og bundet den bag i bilen, forsikret sig med de omkringværende Zambiere at det gik fint og derefter lagt sig mageligt til at sove. Næste morgen opdagede han dog med rædsel, at geden havde formået at kvæle sig selv i rebet, hvori den var bundet. Zambierne fralagde sig alt ansvar og Øyvind havde ikke lyst til at møde op med en selv-kvalt ged til Mr. Drifter, så han endte med at købe en ny ged og give den selv-kvalte til folkene i landsbyen.
Efter morgenens tumult kom en lettere udslidt Øyvind til Livingstone. Den nye ged havde både skidt og tisset i bilen og nu havde han mest af alt lyst til at skille sig af med den hurtigst muligt. Til Drifter family gik turen. Efter en kort snak om deres evige efterspørgsel efter tambola, blev mine værtsforældre ført ud til bilen og Mr. Drifter fik lov at åbne bagsmækken. Da han så geden løftede han den straks op af glæde og udbrød: ”This is really tambola!”
I haven måtte geden bindes til et træ. Det viste sig dog at være sværere end som så, for straks vi havde sluppet den tilbundne ged sprang den så kraftfuldt væk at rebet sprak. En sveddryppende gedejagt, hvor alle måtte deltage, fandt sted rundt om huset, før Mr. Drifter endelig fik fat i en gedefod og trukket den hen til træet, hvor han bandt den bedre fast.
Da jeg kom hjem fra kontoret den eftermiddag, var geden allerede slagtet og menuen stod på gede indvolde og - kød resten af min tid i landet. Tambolaen viste sig at være så stor at den af familien nærmere blev betragtet som ”Lombola” (brudepris) og Øyvind blev af min mor hyppigt omtalt som: ”Her son-in-law”!
Farewell Party - ”Til døden os skiller”
I Zambia er man ikke vant til at folk pludselig rejser. Normalvis er det, som skiller familier og venner ad døden, som til gengæld er en fast inventar i hverdagen. Da jeg startede med at forberede de kvinderne på at nu var min tid i Livingstone snart ved at komme til en ende, reagerede de i første omgang med overraskelse. Tidsperspektivet i Zambia er meget anderledes. Folk går ud og ind af deres huse i takt med solens op- og nedgang, hvilket betyder, at man ikke er vant til at tælle dage, måneder og år på systematisk vis. Med min afsked blev årets gang for de kvinder, jeg var kommet tæt på pludselig sat i en formel kontekst, og det faktum, at jeg havde været i Livingstone på en kontrakt, som ikke bare kunne forlænges, blev en kedelig realitet.
Min afslutningsfest fandt sted en uge før jeg rejste i fredskorpsets hus, som jeg har holdt øje med mellem februar og juni (periode mellem norske fysioterapeut fredskorpsere befinder sig i byen). Jeg arrangerede festen med Francis (SCORE frivillig fra Kitwe, Zambia som jeg har arbejdet med i et år) og vi havde sammen inviteret omkring 50 mennesker, som vi havde lært at kende gennem året.
Dagen før festen skulle finde sted havde jeg hyret Mr. Drifter til at køre os rundt og købe ind. Det var gået uproblematisk og det hele var klar. Festen skulle efter planen starte kl. 13 (dvs. african time = kl. 14). Jeg kom tidligt til huset og første udfordring jeg realiserede var, at der ikke var noget vand i hanerne. Ofte er der vandstop, så der var ikke så meget andet at gøre end at vente. Taknemmelig over at der var elektricitet og ovnen dermed virkede fik jeg bagt brød. Kvinderne som skulle hjælpe med maden kom kl. 11, og der var stadig intet vand. Heldigvis har jeg da lært så meget på den tid jeg har befundet mig i Zambia, at der altid findes en løsning på den slags små men ganske elementære problemer. Dagens løsning blev at gå til en lodge, der heldigvis var tæt på, og på bedste afrikanske vis bære store spande med vand på hovedet til huset, hvor madforberedelserne kunne starte. Ikke nok med at der skulle være udfordringer med vandsituationen, gik strømmen også pludselig midt i alle forberedelserne. Heldigvis var der købt nok kul, så ris, nshima (majsmel), kylling og tomatsovs blev alt sammen lavet på traditionel vis over kulfyring.
Alle udfordringerne gjorde at maden blev forsinket og først blev serveret ved 16-tiden. Francis var deprimeret over at hans playlist ikke kunne spille nu hvor strømmen var gået, men heldigvis kom den igen, så vi fik os lidt musik gjaldende ud fra de obligatorisk skrattende højtalere.
Efter spisning blev det tid til taler. De taler der stadig står for mig som et stærkt minde er Beenzus (sports field trainer) tale til Francis og jeg. Hun brød fuldstændig sammen og kunne næsten ikke få sagt, hvad hun ville. Men budskabet var klart, nemlig at vi begge skulle forlænge vores kontrakter og at jeg skulle droppe at tage til VM og tage med Francis og hende til Tanzania og deltage i East Arican Cup med det pige fodbold hold, som skulle deltage, og som vi har brugt meget tid på at træne de sidste måneder. Jeg må indrømme, at det var fristende at tage til Tanzania i stedet for Sydafrika, og hvis ikke det havde været fordi alle billetter var bestilt, havde jeg nok også valgt det.
Talen over dem alle som Lydia (en af kvinderne) holdte var lige frem skrevet ned sort på hvidt (stort med den slags planlægning i Zambisk kontekst). Det var ord der kom lige fra hjertet skrevet i en gensidig respekt fra munto (sort kvinde) til mzungu (hvid kvinde). Det endelige budskab var at jeg skulle tage hendes hjerte med hjem til Danmark.
Jeg må indrømme at hvis der er en person, som har grebet mig og taget en del af mit hjerte i den tid jeg har været i Livingstone, så er det Lydia. Jeg har haft hende med ude og facilitere (undervise) i en landsby med Response Network (NGO som arbejder rundt i rurale områder og som blandt andet også har et sportsprogram), fordi jeg som hun selv udtrykte det i talen helt klart ser potentialer i hende og har været decideret irriteret over at Kwenuha ikke formår at give de kvinder, som rent faktisk har potentiale job inden for organisationen. Lydia er med et analyserende blik og skarp tunge en fantastisk underviser. Hun er på den gode måde en atypisk Zambisk kvinde som med et hårdt ydre og følsomt indre, siger tingene direkte og bestemt ikke lader sig kue af fremherskende traditionelle kønsrollemønstre. Hun er et glimrende eksempel på at ikke alle zambiere besidder den tilbagelænende modtagermentalitet, som langt hen af vejen er en årsag til at landet ligger i dvale.
Jeg fik shitenga materialer (traditionelle stoffer), som kvinderne havde købt. Det var rørende, at de overhovedet havde brugt penge på at købe det til mig. Og Royce overfaldt mig grædende, da jeg ville takke hende for den shitenga, hun havde givet mig.
Jeg havde lavet et diasshow over året der gik som folk så med stor fornøjelse. (Det er altid et ”hit” at vise Zambiere billeder af dem selv!). Da det blev mørkt måtte de fleste finde sin vej hjem, men heldigvis endte det med at 12 af kvinderne blev og overnattede. Vi fik bestilt den billigste vin og aftenen bød på glæde, dans, musik og en smule sentimentalitet over at mzunguen skulle forlade stedet.
Tandbørster og Kondomer
Jeg havde længe tænkt på, hvad jeg skulle give til folk når jeg nu rejste. At jeg skulle give noget var sikkert – for et eller andet slags minde måtte de jo have. Det endte med, at jeg fremkaldte omkring 500 billeder som jeg gav til stor fryd og tilfredshed blandt modtagerne. Derudover delte jeg alt det tøj, jeg ikke havde brug for på min videre rejse, ud til kvinderne.
Det sidste arrangement jeg havde før jeg rejste var funday – en dag med turneringer i diverse sports discipliner (fodbold, netbold, volleybold og atletik). På funday inviterer vi alle klubberne til at komme, så det var dagen, hvor jeg kunne sige ordentligt farvel til alle de børn jeg har trænet med. Jeg havde i noget tid tænkt på hvordan jeg kunne sige farvel. Som den rollemodel jeg havde været gennem et år, ville jeg gerne komme med et budskab, som de kunne bruge fremover.
Jeg havde forinden haft en workshop omkring ”sport and health”, hvor vi blandt andet havde diskuteret personlig hygiejne, herunder hvordan man tager vare på og børster sine tænder. Efter at have set mange rådne tænder, dybe huller og uudholdelige tandsmerter gennem et år, havde jeg stor motivation for at netop dette emne blev fokuseret på. Derfor havde jeg arrangeret at en stor del af de priser, som blev uddelt, bestod af tandbørster og tandpasta. Jeg havde været i tvivl om folk ville blive så glade for at vinde en tube tandpasta. Men ingen grund til bekymring hvad det angik, for det viste sig at der var stor rift om netop den pris, hvilket beviser at der til hverdag er tendens til at vælge tandpastatuben fra til fordel for brød.
Et andet budskab som jeg ønskede at få frem på min sidste dag med alle disse mennesker, var ”play safe” i et samfund hvor over 30% af befolkningen er HIV-positive. Jeg har i et år arbejdet i en katolsk organisation, hvor afholdenhed eller troskab indenfor ægteskabet bliver set som eneste udvej til at undgå at blive HIV-smittet. Eftersom organisationens medlemmer alle er tidligere prostituerede kvinder, ingen er i et ægteskab og et stort antal befinder sig stadig ude i nattelivet, kan jeg vel kun blive enig med læseren om, at der er en uoverensstemmelse mellem den katolske kirkes moralsnak og det virkelige liv.
En pakke med 3 kondomer i den Sydafrikanske indkøbsgigant ”Shoprite” koster 200 Kwacha (=20 øre). Derfor så jeg det som den perfekte mulighed at købe 200 kondompakker, som jeg havde til hensigt at uddele alle deltagere på funday.
Kondomuddelingen forløb dog ikke helt som planlagt. Da jeg efter turneringen holdt en lille takketale for året der gik, og derefter kom med mit glimrende budskab om spillet som ikke handlede om at vinde og tabe men om ”play safe, and put on a condom”. Der var der vild begejstring fra mængden af børn og unge, men min samarbejdspartner Karen gik direkte imellem mængden og mig, idet hun mente, at hun kunne miste sit job hvis nonnerne hørte, at der var blevet uddelt kondomer til børnene. Yderligere var argumentet at forældrene ville klage over at organisationen indirekte lagde op til sexuel aktivitet ved at uddele kondomer. Det var helt umuligt at overbevise hende om, at det udelukkende var mig privat der uddelte de omtalte genstande. Derfor blev det for de unge deltageres vedkommende kun ved snakken om safe-sex, mens de kvinder som var til stede med glæde modtog massevis af kondompakker.
Sæbeboblen
Sidste dag: Jeg siger farvel til min mor, bestiller min taxachaffør Lubasi til at komme og hente min bagage sammen med Mr. Drifter og Pamela, som vil sige farvel ved bussen. Mari er kommet for at cykle med mig ind til bussen. Ungerne vinker og råber efter deres mzungu, som de uanede ser for sidste gang. Jeg kalder på femårige Faith, som straks kommer hen til mig. Jeg rækker hende en blå dunk, og viser hende, hvordan man tager låget af og puster, så sæbeboblerne flyver. Hendes øjne spærres op og henrykt modtager hun gaven, hvorefter hun ivrigt løber hen til de resterende børn, som ser til at sæbeboblerne svæver af sted, indtil de pludselig springer.
Min Zambia sæbebobbel, hvori hundrede vis af sorte øjne spejler sig, sprang, da jeg den dag satte mig i bussen mod Lusaka og med decideret hovedpine vinkede farvel til min lille afskedskomite.
