En Anderledes Bytur

Efter en lang blog-stilhed er det vist på tide at gå amok med indlæg – Der er en del ting som først nu virkelig begynder at gå op for mig her efter jeg har opholdt mig fire måneder i landet – blandt andet har jeg i denne uge lige indset hvilken målgruppe, jeg rent faktisk arbejder med.

Jeg har helt fra min ankomst til Livingstone, været klar over at organisationen, jeg arbejder for har til formål at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder. Dog er min indsigt i disse kvinders skæbne kommet i et mere langsomt tempo hen af vejen, og specielt én oplevelse gjorde, at jeg forstod hvilket ekstrem vanskelig og dog vigtig opgave organisationen står overfor.

Oplevelsen fandt sted i Livingstones natteliv, så her kommer min beskrivelse af en anderledes bytur:

Lørdag aften ankom jeg efter mørkets frembrud til en af de yderste afkroge af Livingstone, Libuyo. Jeg har befundet mig her mange gange i dagslys, men steder bliver som forvandlet, når manglende gadebelysning får de lokale barer og snuskede værtshus til at lyse op langs de mørke jordveje. Selv små stråhytter kan pludselig få et lettere uhyggeligt udseende.

Jeg var i aften for første gang blevet inviteret med på Night Watch, hvilket dækker over at tage ud i nattelivet for at rekruttere nye prostituerede kvinder til organisationen. Vi var en gruppe på fem: Min gode kollegaer Samuel Maliko, som står for HIV oh AIDS information og Home Base Care i Kwenuha, og Beenzu som er Sport Field trainer. Derudover havde vi med os to unge peer-educators (været igennem Kicking Aids Out leadership program), Paul og Gideon, som er tilknyttet Kwenuha for netop at rekruttere kvinder og informere unge om HIV og AIDS.

På de snuskede værtshus i Libuyo var det overraskende enkelt at komme i kontakt med kvinderne eller lad mig nærmere sige pigerne. Paul og Gideon kaprede dem hen til bordet, hvor vi sad. På de to timer vi var ude, snakkede vi med seks forskellige piger i alderen fra 15-20 år - nogle af dem på job med spædbørn på ryggen. Vores opgave var, at informere om organisationen og de muligheder, som det ville give dem at blive medlem. Derudover noterede vi basale oplysninger om dem ned, såsom navn, alder, adresse og uddannelsesniveau. Fælles for dem alle var, at de var droppet ud af skolen omkring 7. klasse pga. mangel på finansiel støtte. Med andre ord er det fattigdommen ofte forårsaget af ustabile familieforhold, som lokker piger til at prostituere sig selv.

Det kan med danske øjne virke underligt, at piger vælger at prostituere sig selv for sølle 10 kr. per kunde. Men sagen er, at de stort set ikke har andet valg. Spørger du dem hvorfor, ser de bare spørgende på dig: ”Hvem sørger ellers for mad til min baby i morgen?” I et land hvor sikkerhedsnettet er langt væk og arbejdsløsheden over de 60 % , kan det være svært at komme med et godt svar.

Fra en sådan oplevelse kommer jeg hjem til min familie som jo efter danske forhold ville betragtes som fattig, men som nok hører ind under normal zambisk middelklasse. Jeg fortæller min zambiske far, Mr. Drifter, om de 15-årige piger, der hænger ud på barer. Han har tydeligvis aldrig befundet sig sådanne steder. Han ryster på hovedet og siger, at vi trods alt har det godt her i huset og ikke bør klage.

For mig var det på mange måder en øjenåbner at være med på Night Watch. Jeg fik et mere realistisk billede af prostitution som en tragisk og simpel konsekvens af fattigdom og manglende fremtidsudsigter. Mest overraskende var det dog at få at vide hvor ofte de på Night Watch faktisk møder de kvinder, vi allerede har i organisationen - kvinder som jeg omgås i dagligdagen, på job, workshops og ude i klubberne. Denne oplysning gjorde at jeg måtte revurdere mit syn på organisationens formål. Jeg havde haft et billede af at de kvinder jeg havde med at gøre var tidligere prostituerede – det er nok desværre langt fra tilfældet. Den anderledes bytur tydeliggjorde for mig, hvor svært det er at få mennesker til at ændre strategi og hvor en vanvittig stor opgave organisationen faktisk har taget på sig.

Efter at have mødt kvinderne på Night Watch og skrevet deres oplysninger ned, bliver de besøgt i deres hjem og inviteret med på kontoret til en rådgivningssession. Allerede mandag morgen på kontoret mødte jeg Paul, som kom med tre af kvinderne. Jeg snakkede med to af dem uden for, mens de ventede på at den første skulle blive færdig med sin rådgivningssession. Den første rådgivning er skelsættende for om kvinderne har lyst til at komme tilbage til flere sessioner af slagsen. Mange falder fra allerede her, måske fordi de ikke har modet og overskuddet, eller måske fordi rådgivningen er for dårlig?

Om eftermiddagen på sportsbanen er alt dog som det plejer at være. Kvinder og børn kaster sig ind i kampen, kæmper, sveder og smiler et forløsende smil, som ikke kan andet end at smitte.

Hvor Døden er Hverdag, Smiler den Store Sol

Alt for lang tid siden jeg har opdateret på bloggen! Her kommer et rejsebrev, som jeg blev påbudt at skrive fra dem, der sendte mig ud ”in the first place”: Det Norske Fredskorps.



Her er Marit og jeg
Marit er en glad zambisk baby på 5 måneder
Jeg er en glad dansk kvinde på 25 år
Marit og jeg traf hinanden for første gang for 3 måneder siden

Det første skridt mod at møde Marit blev taget i årets første måneder, hvor jeg ansøgte om at blive udsendt som idrætsfrivillig til det sydlige Afrika med Idrettens Fredskorps. Jeg havde forud for min ansøgning brugt de sidste år på at nyde livet som idræts- og friluftslivsstuderende, og det var ved at blive trivielt at spille bold og trave norske fjelde tynde udelukkende for egen fornøjelses skyld. Med andre ord var det et udlængselsfuldt og idealistisk hjerte, der talte til mig, da jeg i forbifarten sendte ansøgningen.

Ansøgningen førte dog meget med sig: Udtagelseskursus, Weekendseminarer på Norges Idrettshøgskole, Fredskorpskursus og 3 ugers introduktionskurser med SCORE (den Sydafrikanske samarbejdspartner og IdrettsNGO) i henholdsvis Cape Town og Lusaka (hovedstaden i Zambia).

Det var først efter denne introduktionsrunde at jeg ankom til byen, hvor jeg skulle tilbringe det næste år af mit liv: Livingstone.

Livingstone kan med sine 100.000 indbyggere og mange turister karakteriseres som en dynamisk by
Victoria vandfaldet er det naturfænomen som har lokket de mange turister til, og gjort at denne by skiller sig ud fra andre zambiske byer;

Her bliver veje renoveret, diverse backpacker steder, guesthouses og overdådige hoteller lyser op. Et museum, en biograf og et fitnesscenter er blandt de overdådige tilbud, for ikke at nævne at et nyt indkøbscenter der er ved at se sine første dage.

Du skal dog ikke bevæge dig længere væk end 100 meter fra hovedgaden før du ad rødbrune jordveje finder traditionelle afrikanske markeder, et utal forskellige afarter af kristne kirker for ikke at tale om skoler med store bannere, hvorpå man ikke kan undgå at misse budskabet: HIV AND AIDS IS REAL!

Og sandt er det, HIV og AIDS is real, næsten alt for sandt i denne by, hvor de handlende og forbipasserende fra de mange tilstødende landegrænser har medvirket til en tårnhøj smitteprocent på 30,6.

Familien jeg bor ved var for et par dage siden til begravelse. Denne gang er det en 19-årig niece, som er død. Dødsårsagen er ukendt, så man kan kun have sine gisninger. HIV og AIDS var min første indskydelse, men da jeg spørger min far har han et andet og mere realistisk bud: Naturmedicin indtaget i et forsøg på at abortere. Derudover er hans yderligere kommentar til hele den tragiske omstændighed: ”What a shame the parents’ have paid 12 years of education for that girl”. Min far er en typisk tilbagelænet zambisk mand, som her medfølende sætter sig i andre forældres sted. Kommentaren kan i skandinavisk kontekst virke kynisk, men i virkeligheden er den bare et simpelt bevis på, hvordan døden opfattes, og hvordan menneskeliv værdsættes i et land, hvor:
- Begravelser er en naturlig del af hverdagen
- Hver mand ihærdigt forsøger at holde gang i sin egen lille business, der består i gadesalg til mennesker hvoraf størstedelen lever for under 1 dollar om dagen
- Togbanen i højere grad bliver brugt som fortov
- Affaldsforbrænding finder sted i hver mands baghave
- Biludstødningen er sort og aldrig har set skyggen af at være nogen som helst % blyfri
- Alt hvad der hedder velfærdsstat og sikkerhedsnet i højeste grad er varetaget af kirken eller diverse NGO’er.

Marit vil vokse op under alle disse omstændigheder, og det er hende som til sin tid måske kan bidrage til at udvikle stedet. Uanet smiler hun sin fremtid i møde – hendes smil repræsenterer på mange måder et håb om en lysere fremtid. Men samtidig kan smilet også på forunderligste vis siges at være velbegrundet, fordi Livingstone trods de mange nedtryggende fakta alligevel ikke er noget deprimerende sted at befinde sig.

Når du som frivillig bliver bosat hos en lokal værtsfamilie, kan man ikke andet end blive godt kendt med zambisk mentalitet. Det kan være udfordrende at bo ved en værtsfamilie, da man uden tvivl løber ind i mange kulturbaserede misforståelser, før man hen ad vejen opnår en nærmere indsigt i familiens tænkemåde. Min oplevelse med familien har budt på mange humoristiske og lærerige situationer, som alt i alt har bragt mig tættere på en kultur, hvor livsglæden kan karakteriseres som omdrejningspunktet:

- Du skal bare træffe den første zambier og du vil opleve en imødekommende og nysgerrig gæstfrihed, som ikke kan andet end at overraske enhver skandinaver.
- Du skal bare høre de første zambiske rytmer, så ved du at her er et folk med en fantastisk umiddelbar livsglæde.
- Og du skal blot se en enkel rødglødende zambisk solnedgang, før du erkender at dette er landet, hvor den store sol overskygger enhver sort tanke.

Da vil du forstå, hvorfor Marit er en glad baby som smiler til verden. For på trods af alverdens deprimerende statistikker smiler verden på fascinerende vis tilbage til hende.

Marit mødte jeg i forbindelse med mit arbejde her i Livingstone. Til forskel fra de fleste andre frivillige, arbejder jeg ikke direkte for SCORE. I stedet arbejder jeg for en NIF (Norges Idrettsforbund) sponsoreret organisation, som hedder Kwenuha Women Association. Kwenuha betyder ”Kom tilbage” på lokalsproget Lozi. Det er en katolsk ledet organisation, som arbejder for at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder i Livingstone. Jeg er som frivillig tilkoblet sportsprogrammet.

Fra første dag blev jeg kastet ud i arbejdet og der har været nok at se til! Kwenuha har ni klubber rundt omkring i Livingstone, hvor både børn og kvinder træner netball, fodbold og volleyball. Er der ikke en workshop i coaching, refereeing eller leadership skills i weekenden er der helt sikkert enten en turnering for Kwenuhas netball hold eller en turnering for klubberne, som jeg foruden møder og klubbesøg må bruge ugen på at forberede.

At blive ordentlig tilpasset til arbejdet har taget i hvert fald de første to måneder. At lære hver enkelt medarbejder at kende går hurtigt, men at få styr på alle organisationens strukturer, regler og arbejdsformer tager længere tid, for ikke at tale om noget så basalt som en helt fremmed kommunikationskultur, man må forholde sig til.

Efter et par måneder fik jeg dog en indsigt og rutine, som gør at jeg nu kan bruge mere energi på at fokusere på bærekraftigheden af det jeg rent faktisk foretager mig. Bærekraftighed er helt elementær at have for øje i jobbet som udsendt frivillig, da det ikke giver mening at lave en masse gode tiltag, hvis det hele ramler sammen, når du er væk om et år. Med andre ord betyder mangel på bærekraftighed også mangel på udvikling.




Her er Susan
Susan er mor til Marit
Hun er en af de sportsaktive medlemmer i Kwenuha.
Her fremlægger og underviser Susan på en workshop.

Bærekraftighed betyder, at jeg til diverse workshops involverer nogle af kvinderne, som eksempelvis Susan i at undervise de andre. Det betyder at jeg i stedet for selv at tage rundt og træne alle ni klubber, forsøger at identificere potentielle trænere i samarbejde med kvinden, som leder klubben. Det betyder, at jeg inviterer trænerne til coaching workshops og giver dem feedback på træningen, når jeg besøger deres respektive klub.

Bærekraftighed betyder at jeg må samarbejde tæt med organisationen, følge deres retningslinjer og til tider i mine øjne langsomme arbejdstempo. Det betyder, at når jeg får en ny idé og udviklingsmulighed må gå igennem organisationens ledelsen for at alle involveres og accepterer beslutningen.

At arbejde sammen med zambiere i en organisation er til tider en frustrerende proces, som er lærerig men dog kræver en stor bunke tålmodighed. På den anden side er det at arbejde i en organisationen også en enorm styrke, fordi der netop er et fundament, en struktur og et fællesskab at bygge ovenpå. Så når tiltag lykkedes betyder det stor succes, som man kan leve højt på længe.

Marit har fået sit norsk-klingende navn, fordi hun er opkaldt efter den tidligere frivillige i Livingstone.
Marit står som vidne om, at man gennem arbejdet som frivillig uvilkårligt vil møde og påvirke andre mennesker,
Igennem disse mange møder udspringer lærerige input og uforglemmelige minder, som måske alligevel i sidste ende fører en lille forskel med sig hos begge parter.

Håbefulde og idealistiske hilsner,
Nanna