En Anderledes Bytur

Efter en lang blog-stilhed er det vist på tide at gå amok med indlæg – Der er en del ting som først nu virkelig begynder at gå op for mig her efter jeg har opholdt mig fire måneder i landet – blandt andet har jeg i denne uge lige indset hvilken målgruppe, jeg rent faktisk arbejder med.

Jeg har helt fra min ankomst til Livingstone, været klar over at organisationen, jeg arbejder for har til formål at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder. Dog er min indsigt i disse kvinders skæbne kommet i et mere langsomt tempo hen af vejen, og specielt én oplevelse gjorde, at jeg forstod hvilket ekstrem vanskelig og dog vigtig opgave organisationen står overfor.

Oplevelsen fandt sted i Livingstones natteliv, så her kommer min beskrivelse af en anderledes bytur:

Lørdag aften ankom jeg efter mørkets frembrud til en af de yderste afkroge af Livingstone, Libuyo. Jeg har befundet mig her mange gange i dagslys, men steder bliver som forvandlet, når manglende gadebelysning får de lokale barer og snuskede værtshus til at lyse op langs de mørke jordveje. Selv små stråhytter kan pludselig få et lettere uhyggeligt udseende.

Jeg var i aften for første gang blevet inviteret med på Night Watch, hvilket dækker over at tage ud i nattelivet for at rekruttere nye prostituerede kvinder til organisationen. Vi var en gruppe på fem: Min gode kollegaer Samuel Maliko, som står for HIV oh AIDS information og Home Base Care i Kwenuha, og Beenzu som er Sport Field trainer. Derudover havde vi med os to unge peer-educators (været igennem Kicking Aids Out leadership program), Paul og Gideon, som er tilknyttet Kwenuha for netop at rekruttere kvinder og informere unge om HIV og AIDS.

På de snuskede værtshus i Libuyo var det overraskende enkelt at komme i kontakt med kvinderne eller lad mig nærmere sige pigerne. Paul og Gideon kaprede dem hen til bordet, hvor vi sad. På de to timer vi var ude, snakkede vi med seks forskellige piger i alderen fra 15-20 år - nogle af dem på job med spædbørn på ryggen. Vores opgave var, at informere om organisationen og de muligheder, som det ville give dem at blive medlem. Derudover noterede vi basale oplysninger om dem ned, såsom navn, alder, adresse og uddannelsesniveau. Fælles for dem alle var, at de var droppet ud af skolen omkring 7. klasse pga. mangel på finansiel støtte. Med andre ord er det fattigdommen ofte forårsaget af ustabile familieforhold, som lokker piger til at prostituere sig selv.

Det kan med danske øjne virke underligt, at piger vælger at prostituere sig selv for sølle 10 kr. per kunde. Men sagen er, at de stort set ikke har andet valg. Spørger du dem hvorfor, ser de bare spørgende på dig: ”Hvem sørger ellers for mad til min baby i morgen?” I et land hvor sikkerhedsnettet er langt væk og arbejdsløsheden over de 60 % , kan det være svært at komme med et godt svar.

Fra en sådan oplevelse kommer jeg hjem til min familie som jo efter danske forhold ville betragtes som fattig, men som nok hører ind under normal zambisk middelklasse. Jeg fortæller min zambiske far, Mr. Drifter, om de 15-årige piger, der hænger ud på barer. Han har tydeligvis aldrig befundet sig sådanne steder. Han ryster på hovedet og siger, at vi trods alt har det godt her i huset og ikke bør klage.

For mig var det på mange måder en øjenåbner at være med på Night Watch. Jeg fik et mere realistisk billede af prostitution som en tragisk og simpel konsekvens af fattigdom og manglende fremtidsudsigter. Mest overraskende var det dog at få at vide hvor ofte de på Night Watch faktisk møder de kvinder, vi allerede har i organisationen - kvinder som jeg omgås i dagligdagen, på job, workshops og ude i klubberne. Denne oplysning gjorde at jeg måtte revurdere mit syn på organisationens formål. Jeg havde haft et billede af at de kvinder jeg havde med at gøre var tidligere prostituerede – det er nok desværre langt fra tilfældet. Den anderledes bytur tydeliggjorde for mig, hvor svært det er at få mennesker til at ændre strategi og hvor en vanvittig stor opgave organisationen faktisk har taget på sig.

Efter at have mødt kvinderne på Night Watch og skrevet deres oplysninger ned, bliver de besøgt i deres hjem og inviteret med på kontoret til en rådgivningssession. Allerede mandag morgen på kontoret mødte jeg Paul, som kom med tre af kvinderne. Jeg snakkede med to af dem uden for, mens de ventede på at den første skulle blive færdig med sin rådgivningssession. Den første rådgivning er skelsættende for om kvinderne har lyst til at komme tilbage til flere sessioner af slagsen. Mange falder fra allerede her, måske fordi de ikke har modet og overskuddet, eller måske fordi rådgivningen er for dårlig?

Om eftermiddagen på sportsbanen er alt dog som det plejer at være. Kvinder og børn kaster sig ind i kampen, kæmper, sveder og smiler et forløsende smil, som ikke kan andet end at smitte.