Så er jeg tilbage i Livingstone til den travle hverdag efter en i det store hele helt fantastisk og ekstrem impulsiv mini-ferie, hvor jeg fra starten indstillede mig på at lade skæbnen og den zambiske mentalitet råde. Det varede dog ikke mere end en halv dag før jeg simpelthen måtte give op over for den zambiske mentalitet og direkte true min far med at tage bussen, hvis ikke snart vi kørte! Det viste sig at være en god trussel for så kom han hjem med bilen, der efter sigende skulle være fikset. På turen nordpå mod Chikuni, hvor sønnen bor, brød bilen sammen hele tre gange, så helt fikset var den ikke. Der faldt løsdele af efter mørkets frembrud som vi måtte søge efter ved hjælp af lys fra min pandelampe etc. Starteren var den helt gal med og hver gang måtte en mand stå at holde to gnistrende ledninger sammen mens min kære zambiske fader prøvede at starte bilen.
Min fader havde for øje at lave business all the way up, hvilket resulterede i at jeg sad sammenpresset på ladet mens atter flere mennesker kom ombord! Pga. de mange stop tog turen 8 timer og vi var først i Monze kl 23. Det resulterede i at vi åbenbart ikke kunne nå at køre til Chikuni, hvilket betød, at jeg sov på ladet af bilen, mens Bestar og Mr. Drifter sov foran. Der kom liggeunderlag og dunsoveposen mig til gode. Dagen efter var jeg utålmodig for at komme af sted ud til Bestars landsby, eftersom jeg havde lovet hende det og jeg kunne se hvor meget hun faktisk glædede sig (havde ikke været der i tre år). Da vi fik bilens startet og med nød og næppe kørte de 500 m ind til midtbyen, gik Bestar og jeg ud for at forhøre os om andre transportmuligheder mens Mr. Drifter prøvede at fikse bilen. Jeg var villig til at betale det det nu kostede for en taxa (ca. 150 kr.) Men Mr. Drifter så bare med store barnlige øjne på os og spurgte om vi virkelig ville efterlade ham helt alene ”helt ærlig, hvor gammel er du?” Tænkte jeg og holdt det heldigvis inden i mig selv. Afsted kom vi ved 11 tiden hvor bilen eftersigende var fikset, Mr. Drifter lovede mig dette flere gange. Dog skete der det at da vi endelig kom af sted, brød den selvfølgelig sammen et par km efter vi var taget af sted. På det tidspunkt var min tålmodighed totalt opbrugt, hvad mr. Drifter godt kunne se. Og heldigt nok for ham havde han fået taxachaufførens nummer, så han ringede efter ham. Det korte af det lange er at det kun var Bestar og jeg som tog ud til landsbyen, og det var egentlig ret dejligt at slippe af med Mr. Drifter.
Landsbyen var en oplevelse i særklasse. Efter lige at have set hinanden lidt an, vænnede de sig lige så langsomt til den underlige Mzungu, fornemmede jeg. Den gamle kone i landsbyen var vildt rørende og holdte hele tiden min hånd. Bestars stedmor (farens anden kone) slagtede en kylling da vi ankom, hvilket er deres måde at sige at man er velkommen. Jeg overnattede i landsbyen fra torsdag til fredag. Vi var en tur rundt og se det hele, besøge søsteren, og vi sad rundt om bålene til langt ud på natten (ingen elektricitet), hvor jeg selvfølgelig blev ædt op af myg (længe leve malariapillerne).
Familien lever som sagt i et polygamisk ægteskab, hvor der er en mand og to koner. De to familier har hver deres hus og tag at mødes under i midten. Der var et toilet: Hul som var utrolig fint udskåret i cement med et perfekt formet låg. Derudover var der to badeværelser (Pilegræne sat sammen i en rundkreds). Jeg var så heldig at få fornøjelsen af at bade om aftenen, hvor jeg med min pandelampe kunne lyse rundt mellem grenene og se høns der rugede på deres æg og tusser i massevis. Min indstilling var dog åben at så længe dyrene ikke er farlige, kan det jo være lige meget. Dog blev denne indstilling udfordret på det groveste, da jeg om natten sov på mit liggeunderlag og med min sovepose begyndte at kunne høre diverse dyr kravle rundt. Over bliktaget, i skabet, og på gulvet umiskendelig nær mit hoved kravlede de. Jeg sagde til mig selv at jeg bare skulle tage det roligt og sove videre, hvad jeg faktisk formåede lige indtil jeg vågnede med spjæt og skreg ”fuck!” idet jeg mærkede et af disse dyr kravle hen over mig. Mit udråb resulterede selvfølgelig i at Bestar vågnede op fra sofaen ved siden af mig, jeg spurgte skælvende (dette oversteg alligevel mit friluftsjeg) om det var flagermus eller hvad? Nej fik jeg som svar, det var rotter! Urgh, heldigvis tilbød Bestar at vi byttede plads, og selv for hende var det ikke fedt at sove på gulvet hvilket betød at vi lod pandelampen være tændt for at ”skræmme” dem – det virkede faktisk ok.
Tidligt næste morgen fik vi et lift til Monze med bilen som kørte med sweet potatoes. I Monze mødtes vi efter den obligatoriske ventetid med Mr. Drifter, som var seriøst glad for at se mig og gav mig et kæmpe knus og spurgte hvordan mon jeg havde haft det i landsbyen?! Blev lidt rørt over at han havde været nervøs for mig og glemte selvfølgelig alle gårsdagens irritationer. Dog oversted ventetiden i Monze denne dag dog også min tålmodighed. Det endte med at han smed Bestar og jeg af, der hvor Bestars mor stod og handlede sweet potatoes for selv at køre rundt og gøre alle sine business’. Jeg lagde mig på underlaget og sov. Blev vækket af en yngre udgave af Mr. Drifter (sønnen Humphrey), som selvfølgelig ikke ville andet end at sige hej og spørge om jeg ikke ville være hans anden kone – vildt upassende, prøvede at være overbærende men allerede træt af at blive vækket. Kom nok til at fremstå som den sure Mzunge som bare ville af sted num idet jeg spurgte efter hans far. Vi kom af sted og Humphre og hans højgravide kone var virkelig gæstfrie og søde. De lavede noget bedre mad end jeg er vant til hjemme – mere kød og grønt. De er begge lærere så har sikker ok økonomi.
Hele grunden til at vi tog til Chikuni var pga. denne her berømte årlige tongafestival. Fredag nåede vi kun mes festival – ikke noget der var så vildt. Dog tog Mr Drifter, Humphrey, Bestar og jeg på bar efter, og Mr. Drifter købte uventet øl til mig og var faktisk ret hyggelig at være af sted med. Helt vild underlig situation at sidde der blandt fulde folk med ham, som prøver at passe sådan på hans ”døtre” som vi jo alle er. Han drikker ikke alkohol, men hvis jeg ikke tager meget fejl så har han tidligere haft små- hvis ikke helalkoholiske tendenser.
Lørdag fik jeg lokket Bjørnar, Gunhild og Hilde til Chikuni,da de alle var i Mazabuka ved Hilde. Det udviklede sig ikke pga festivallen men pga. folkene til en helt fantastisk dag. Jeg blev fuld af bare et par øl i varmen, mindedes de gamle festival tider og var total sentimental og glad for at se de tre nordmænd. Det endte selvfølgelig med at de fik lokket mig med til Mazabuka, hvor det hele endte op i en bytur ud i det Zambiske natteliv (efter den 3 timer lange bustur vel at mærke).
Dagen efter gik turen hjem – en hel dag hvor den lille bus skulle fyldes på ny efter hvert stop – meget belastende i længden. Gjorde dog et velfortjent stop i Kalomo for at besøge Øyvind (anden frivillig) før turen gik videre mod Livingstone. I Livingstone (zambias varmeste by) har heden seriøst indfundet sig, og eftersigende bliver det kun værre indtil November, hvor regnen som jeg ikke har set skyggen af den tid jeg har været her, skulle indfinde sig!
Nok herfra eventyrland for nu,
Nanna
Ingen kommentarer:
Send en kommentar