Tilbage i Zambia

Efter godt 6 ugers rejse væk fra landet, var gensynet med Zambia næsten mere til et nysyn. Jeg var taget af sted akkurat som regntiden var begyndt og landet havde undergået en metamorfose i den tid jeg havde været væk. At stå ud af flyet var næsten som at lande midt i regnskoven. Jeg blev mødt af en varm fugtighed som gjorde at bukserne klæb sig fast til huden. Træerne var endnu grønnere og græsset havde groet op til flere meter.

Da jeg kom ud fra lufthavnen stod min favorit taxachauffør, Lubasi, og ventede på mig med sit store frække smil, og jeg faldt ham om halsen og forundredes over den stærke svedlugt, som gik mig i møde. Hjemme igen blev jeg modtaget med knus og smil af familien, som uden tvivl var glade for at have mig tilbage. Min mor havde på forberedt en kylling til mig, som efter tonga-stammens tradition er en markering af at hilse gæsten velkommen. Jeg spiste nshima (majsmelsblanding) og kylling og følte ikke det var lang tid siden jeg sidst sad her i stuen. Blev dog klar over at jeg bestemt ikke havde savnet nshimaen med sin intetsigende smag og klistrede konsistens. Jeg sagde venligt nej tak til den slimede ocra-masse og tog i stedet lidt af de tilberedte vegetables, som ligner tang og smager grønt. Min mor fortalte mig stolt at de nu var sluppet af med kakkelakkerne ved hjælp af et sprøjtemiddel. Jeg smilede og var ret tilfreds med udviklingen, selvom jeg ikke kunne lade være med at skænke klimaet en trist tanke. Jeg gav dem hver især billeder som jeg havde fremkaldt derhjemme, hvilket var en overdreven stor succes og der blev brugt timevis på at se og diskutere billeder, mens regnen trommede mod bliktaget. Noterede også at skarpe svedlugte var markante indenfor mit lille hjem og konkluderede lettere nedtrykt at jeg endnu engang måtte stå en kulturel tilvænningsproces både hvad angik lugt og mad.



Dagen efter min ankomst var rastløsheden allerede ved at melde sig, og heldigvis fik jeg besøg af Gunhild, som efter rejse med sin familie fra Norge var endt op i Livingstone. Hun overnattede og blev introduceret til alle familiemedlemmerne. Hun blev også straks betaget af Mr. Drifters unikke personlighed, som ikke kan beskrives med ord men egentlig bare må opleves! Hun bemærkede også den gennemgående venlighed, som er til stede i huset.

Gunhild og jeg kastede os efter lang tids mental forberedelse 110 meter ned fra broen over Zambezi river som forbinder Zimbabwe og Zambia. Med andre ord fik jeg prøvet det såkaldte Bungee Jump, som kan karakteriseres som en ganske kult form for ekstrem sport. Jeg undskyldte dette vanvid af et tiltag med, at jeg jo som idrætsfaglig må holde mig opdateret med bevægelseskulturens mange eksistentielle former, men havde alligevel et stik af dårlig samvittighed over at betale 1 dollars pr. meter for den meget hurtigt overståede oplevelse.



Jeg tog sammen med Gunhild og Francis (min zambiske frivillige makker i Livingstone) til Lusaka på seminar med de andre SCORE frivillige i Zambia. Her er jeg akkurat kommet tilbage fra. Nåede før weekenden at møde ind til stor gensynsglæde blandt nonner og andre ansatte på Kwenuhas kontor. Også de modtog med begejstring fremkaldte billeder fra mig. Som forventet har jeg måtte indse at sponsorpengene til projektet ikke er kommet ind endnu pga. for sen rapportering, så indtil det sker løber sportsprogrammet ingen vegne og jeg har pludselig tid til at sidde henslængt i skyggen på terrassen og skrive en opdatering til bloggen.

December 2009

Så er jeg i gang på bloggen igen og der er sket utrolig meget siden sidst jeg skrev. Ikke mindst har jeg jo været hjemme i Danmark og set en masse dejlige mennesker, som jeg holder utrolig meget af.

Hermed følger en lille opdatering omkring mine rejser i december:

Lesotho
Før jeg vendte snuden hjem til kulde og sne, var jeg så privilegeret både at vandre en uge i en lille bjergrig stat, Lesotho, som ligger midt i Sydafrika. Lesotho byder på flot natur, masser af heste og hobbit-agtige runde huse med venlige mennesker, så hvis man er til den slags kan det varmt anbefales at rejse dertil. Jeg vandrede et par dage i det vestlige Lesotho med min rejsemakker, Gunhild, som også er frivillig her i Zambia. Vi overnattede i små lokale landsbyer og selvom vores guide var ubrugelig foregik det hele problemfrit under høj sol.






Sydafrika
Jeg havde 2 uger i december omkring Cape Town. Her var jeg på kursus på University of Western Cape med de andre norske frivillige (18 i alt). For selv om mit ophold hernede måske lyder som rent ferie er der også lige et par kurser der skal følges og et par opgaver jeg har valgt at skrive for at jeg kan få, hvad der svarer til et års studieværk.

I Cape Town blev der tid til et par dages surfing på bølger, hvor jeg umiddelbart var positivt overrasket over at jeg fik det så nogenlunde til. Surfingen blev efterfulgt af et par dages vandretur på Cape Peninsula før jeg vendte snuden mod nord. Mit indtryk af Cape Town har været lidt blandet. Naturmæssigt er der ingenting at klage over, store hvide sandstrande efterfulgt af stejle klipper og bjerge gør det vildt flot. Bevæger man sig rundt i området omkring Cape Town er uligheden i samfundet dog slående. Vingårde og rigmandsvillaer omgivet af sikkerhedshegn ligger klods op af townships bestående af tætliggende små barakbygninger lavet af diverse tilgængelige genbrugsmaterialer.




Sideeffekten af en så iøjnefaldende ulighed er desværre usikkerhed. I Cape Town må man hele tiden være bevidst om sin egen sikkerhedsmæssige situation. Denne lille omstændighed i landet fik jeg desværre at mærke på egen krop, da jeg sammen med Gunhild og Øyvind (frivillige) i bedste friluftsånd bevægede mig op på Devils Peak (fjeld ved Cape Town) for at nyde den flotte udsigt over byen. Vi havde en flot tur op, men på vores nedtur blev vi overrasket af to mænd med knive, som sagde ”we are black and poor, we need the money!” Den udtalelse var jo svær at være helt uenig i og knivene taget i betragtning, gav vi dem uden tøven alt, hvad vi havde med. Det betød, at jeg mistede mit kamera og penge, men var så heldig efter venlig forespørgsel at få lov at beholde både memory - og visakort, og desuden fandt de aldrig min mobiltelefon som lå gemt i en lomme i tasken. Røverne var med andre ord til at diskutere med og røveriet var i sin helhed en træls men heldigvis ikke specielt skræmmende oplevelse. Det ligger dybt i mig at det er forkert at stjæle. Men på en syret måde gik jeg alligevel ned fra fjeldet med en følelse af, at de to røvere ikke havde gjort noget galt – for hvilken mulighed er bedre end at berøve en rig Muzungo, når man selv jo netop er ”black and poor” og ikke har chance for at kunne betale den uddannelse, der skulle sikre ens fremtid? Desuden skal det nævnes at Muzungoen er fra den privilegerede del af verden, hvor der er noget som hedder rejseforsikring, så hun alligevel får det hele erstattet.


Danmark
Efter at have befundet mig i Cape Town, som på grund af de slående vestlige impulser går under navnet Afrikas London, troede jeg ikke at kontrasten til Danmark ville blive stor. Dog var det allerede et chok at skifte fly i Frankfurt lufthavn hvor temperaturen ved min ankomst var -13 grader. I Københavns lufthavn brokkede en irritabel dansker sig over at stå i kø ved dsb’s billetluge og selvom toget føltes som et ganske effektivt transportmiddel var der alligevel en overfor mig som lige forhørte sig om man ikke kunne få billetten refunderet når toget nu var over 20 min forsinket. Ud over disse små beviser på at vi som danskere befinder os i en kultur, hvor vi i stadig højere grad anser individets ventetid i diverse samfundsmæssige strukturer som en decideret personlig fornærmelse, var det i høj grad med en følsom sentimentalitet jeg kørte gennem dette lille snebelagte land, hvor husene forekom mig slående hyggelige.

Julen i Danmark bød selvfølgelig også på en masse overflod af mad, hvilket i sig selv ikke var noget stort problem – jeg hilste rugbrød og diverse pålæg mere end velkomment. Hvad, der derimod ramte mig som absurd, er hvordan socialt liv altid foregår rundt om et overdådigt madbord i vores land!

Tiden hjemme var på mange måder en succes. Gensyn med venner og familie var selvfølgelig højeste prioritet og blev plejet til det yderste. Samtidig var jeg så privilegeret rent faktisk at finde ud af at jeg godt kunne se mig selv i Århus igen til sommer og jeg overbeviste mig selv om at den rette beslutning var at søge ind på sidefag psykologi.

Det var med ambivalente følelser at jeg skulle forlade Danmark og dermed alt det trygge og velkendte igen. Den velkendte følelse af spænding i lufthavnen kom aldrig rigtig – pludselig stod jeg bare midt i en slående varm og fugtig frodighed, omringet af markante afrikanske svedlugte og enormt søde små sorte børn igen.

Fortsættelse omkring mit gensyn med Zambia følger…