Tilbage i Zambia

Efter godt 6 ugers rejse væk fra landet, var gensynet med Zambia næsten mere til et nysyn. Jeg var taget af sted akkurat som regntiden var begyndt og landet havde undergået en metamorfose i den tid jeg havde været væk. At stå ud af flyet var næsten som at lande midt i regnskoven. Jeg blev mødt af en varm fugtighed som gjorde at bukserne klæb sig fast til huden. Træerne var endnu grønnere og græsset havde groet op til flere meter.

Da jeg kom ud fra lufthavnen stod min favorit taxachauffør, Lubasi, og ventede på mig med sit store frække smil, og jeg faldt ham om halsen og forundredes over den stærke svedlugt, som gik mig i møde. Hjemme igen blev jeg modtaget med knus og smil af familien, som uden tvivl var glade for at have mig tilbage. Min mor havde på forberedt en kylling til mig, som efter tonga-stammens tradition er en markering af at hilse gæsten velkommen. Jeg spiste nshima (majsmelsblanding) og kylling og følte ikke det var lang tid siden jeg sidst sad her i stuen. Blev dog klar over at jeg bestemt ikke havde savnet nshimaen med sin intetsigende smag og klistrede konsistens. Jeg sagde venligt nej tak til den slimede ocra-masse og tog i stedet lidt af de tilberedte vegetables, som ligner tang og smager grønt. Min mor fortalte mig stolt at de nu var sluppet af med kakkelakkerne ved hjælp af et sprøjtemiddel. Jeg smilede og var ret tilfreds med udviklingen, selvom jeg ikke kunne lade være med at skænke klimaet en trist tanke. Jeg gav dem hver især billeder som jeg havde fremkaldt derhjemme, hvilket var en overdreven stor succes og der blev brugt timevis på at se og diskutere billeder, mens regnen trommede mod bliktaget. Noterede også at skarpe svedlugte var markante indenfor mit lille hjem og konkluderede lettere nedtrykt at jeg endnu engang måtte stå en kulturel tilvænningsproces både hvad angik lugt og mad.



Dagen efter min ankomst var rastløsheden allerede ved at melde sig, og heldigvis fik jeg besøg af Gunhild, som efter rejse med sin familie fra Norge var endt op i Livingstone. Hun overnattede og blev introduceret til alle familiemedlemmerne. Hun blev også straks betaget af Mr. Drifters unikke personlighed, som ikke kan beskrives med ord men egentlig bare må opleves! Hun bemærkede også den gennemgående venlighed, som er til stede i huset.

Gunhild og jeg kastede os efter lang tids mental forberedelse 110 meter ned fra broen over Zambezi river som forbinder Zimbabwe og Zambia. Med andre ord fik jeg prøvet det såkaldte Bungee Jump, som kan karakteriseres som en ganske kult form for ekstrem sport. Jeg undskyldte dette vanvid af et tiltag med, at jeg jo som idrætsfaglig må holde mig opdateret med bevægelseskulturens mange eksistentielle former, men havde alligevel et stik af dårlig samvittighed over at betale 1 dollars pr. meter for den meget hurtigt overståede oplevelse.



Jeg tog sammen med Gunhild og Francis (min zambiske frivillige makker i Livingstone) til Lusaka på seminar med de andre SCORE frivillige i Zambia. Her er jeg akkurat kommet tilbage fra. Nåede før weekenden at møde ind til stor gensynsglæde blandt nonner og andre ansatte på Kwenuhas kontor. Også de modtog med begejstring fremkaldte billeder fra mig. Som forventet har jeg måtte indse at sponsorpengene til projektet ikke er kommet ind endnu pga. for sen rapportering, så indtil det sker løber sportsprogrammet ingen vegne og jeg har pludselig tid til at sidde henslængt i skyggen på terrassen og skrive en opdatering til bloggen.