onsdag den 10. februar 2010

At bo ved en Zambisk Værtsfamilie

Det følgende er mit rejsebrev nummer to, som jeg har skrevet til projektet, jeg er udsendt med. Det bliver ganske vist lidt gentagelse af forrige blogindlæg - men synes alligevel I skulle have mulighed for at læse det.


Et halvt år er gået, siden jeg første gang satte fødderne på den røde Zambiske jord og som udsendt med det norske fredskorps startede mit år som idrætsfrivillig i Kwenuha Women Association, der er en organisation, hvis formål er at rehabilitere tidligere prostituerede kvinder.

Den første del af min periode som idrætsfrivillig er gået med at finde mig til rette i kulturen, komme ind i mine arbejdsopgaver, finde min plads i organisationen og sidst, men ikke mindst finde mig til rette i værtsfamilien, jeg bor hos. I dette rejsebrev vil jeg forsøge at beskrive min oplevelse af at bo hos og blive en del af en zambisk familie.

Da jeg kom tilbage efter en velfortjent lang juleferie, blev jeg mødt af en rørende umiddelbar gensynsglæde. Straks jeg steg ud af taxien foran mit zambiske hus, blev jeg omfavnet af en velpolstret mørk favn, der storsmilende udbrød: ”My daughter is back!” Mine to søstre på henholdsvis 22 og 20 år smilede lettere genert i baggrunden, indtil det blev deres tur til at få det typiske zambiske dobbeltknus, hvor begge kinder må berøres.

I huset blev jeg mødt af n’shima (majsmelsblanding) og nystegt kylling, som min mor samme dag havde købt levende på markedet og tilberedt. Efter tonga-stammens tradition er kylling en markering af at hilse gæsten velkommen. Selvom det var en måned, siden jeg sidst havde været i familiens stue, følte jeg det, som om jeg akkurat havde forladt stedet, og jeg påtog mig straks min zambiske kvinderolle og holdt vandfadet, så min far kunne vaske sine hænder før maden. Sydafrikanske tv-serier kørte for fuld drøn, mens min mor fortalte mig med stolthed i stemmen, at kakkelakkerne efter effektiv brug af et ”vidundermiddel” nu var udryddet for en stund. Denne udvikling bekom mig godt, eftersom de største af slagsen ude på badeværelset havde været op mod 7 cm, da jeg forlod stedet. Min søster blev ”paged” (ringet op, hvor der bliver lagt på, før man når at svare) flere gange under middagen, og så tilfreds ud med dette tegn på opmærksomhed. Min anden søster måtte flere gange rejse sig for at betjene kunder til familiens bod, som bankede på porten ude ved vejen. Alt imens lænede min far sig veltilfreds tilbage i stolen efter at have færdiggjort sin velproportionerede middag, og moren kommanderede noget på tonga til min søster, som rejste sig for at række ham vandfadet.

Sammen med mine søstre ryddede jeg af efter maden og søgte tilflugt fra forældrenes kontrollerende blikke ude i køkkenet, hvor vi over opvasken diskuterede sidste nye opdateringer på kærlighedsfronten. Snakken blev indimellem afbrudt af, at moren kom ud i køkkenet for at ordne noget.

Efter opvasken købte jeg for 30 pin (35 kr.) taletid fra familiens bod. Min søsters blik viste tydeligt, at hun var overrasket over, at nogen kunne købe for så meget på en gang. Men hun mindede øjensynligt sig selv om, at jeg jo var mzungu (hvid), og dermed kunne handlingen jo pludselig forklares. Jeg hørte min far, der pludrede fra lænestolen om, at ”if he had a good daughter, she would help him out paying for the car to get fixed - its only 50 pin needed…”. Jeg så opgivende på ham og forklarede for 110’ende gang, at jeg mente hans bil var et håbløst projekt. Selvom hans bil er hans stolthed og prestige i tilværelsen, lod han sig ikke mærke af denne spydige kommentar, men lænede sig i stedet leende endnu længere tilbage i stolen.

Jeg kunne mærke, at jeg allerede efter et par timer i familiens samvær begyndte at få udlængsel, og sagde, at jeg lige smuttede en tur mod byen for at sige hej til mine venner. ”See you later”, blev der råbt efter mig, mens jeg bemærkede den frihed med bare at kunne smutte af sted, når det passede mig, var helt unik for mig som kvinde i dette hus. Mine zambiske søstre ville aldrig komme til at opleve en sådan frihed, for så længe de bor hjemme er de økonomisk og socialt bundne af faren i huset.

Min 20-årige søster (niece i huset) er den første af en søskendeflok på 10, som har færdiggjort grade 12 (videregående). I det halve år det tager i Zambia, før eksamensresultaterne kommer, går hun hjemme, passer hus og varter faren, som ikke er i job, op. Min 22-årige søster har på samme måde gået hjemme i to år, men har akkurat startet en uddannelse i hotel og madlavning, som hun har været privilegeret at få betalt af en sponsor.

Første weekend efter min ankomst til Livingstone, fik jeg besøg af Gunhild, som også er idrætsfrivillige i Zambia. Vi boede sammen hos min familie, som var fornøjede med pludselig at have to mzunguer i huset. Dog kunne begge mzunguer mærke en rastløshed ved hele dagen at befinde sig indenfor husets fire vægge. Derfor tog de det i zambisk kontekst yderst absurde valg at kaste sig 110 meter ned fra broen over Zambezi river, som forbinder Zimbabwe og Zambia. Med andre ord fik vi prøvet det såkaldte Bungee Jump.

Hjemme ved familien igen, spurgte søstrene, hvad vi havde lavet. Vi viste dem filmen, der var taget af os, da vi hoppede. Moren kom hovedrystende ind i stuen, og spurgte efter en stund, hvad vi mon havde fået betalt for at gøre dette? Gunhild og jeg så bare på hinanden. Vi ignorerede begge spørgsmålet, og fortalte aldrig, at vi faktisk havde betalt 1 dollar pr. meter for at hoppe direkte ned i afgrunden.

Din kultur, dine værdier og dine levemønstre bliver sat i perspektiv, når du bor ved en Zambisk familie. Du forstår bedre end nogensinde, at du er født i en del af verden, hvor helt andre privilegier gør sig gældende. Du må indse, at du aldrig bliver et helt igennem ligeværdigt familiemedlem, men dog kan du gennem medmenneskelighed og åbenhed opnå en forståelse af forskellighederne, samtidig med at humoren og den fælles latter på en enkelt måde kan bidrage til samhørighed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar