Når Zambia-boblen Springer

Da min samarbejdspartner gennem et år, Beenzu, spurgte mig: ”Nanna, what will you miss about Zambia?”, så jeg op på hendes smukke smil og lidt generte sorte øjne og sagde: ”the positive attitude!” I den sidste tid har en skræmmende tanke omkring en tilbagevenden til landet uden smil ramt mig. Jeg kommer uden tvivl til at savne at stå op til solskinsdage med 100 vis af funklende sorte øjne og hvide smil, der møder mig. Jeg kunne tilmed have svaret Beenzu: ”The welcoming attitude!” fordi en vigtig grund til, at jeg har befundet mig så godt i dette land er, at jeg fra dag ét blev en del af en familie og fra dag to blev set på som a ”Zambian”. – En attitude vi uden tvivl kunne lærer meget af i Danmark.



Hvor ufatteligt det end lyder, er der nu gået 10 måneder siden jeg for første gang satte fødderne på den zambiske jord. De første fire måneder i landet stod jeg hver dag op til en knaldende blå skyfri himmel og varmen bare steg og steg for hver dag der gik til det næsten ulidelige. Bolde, pumpe, og en stor vandflaske var en fast inventar i tasken hver morgen, når jeg satte mig på cyklen. Jeg lærte mig de første greetings på lokalsprog og blev modtaget med bemærkningen: ”you are a Zambian now!”.

De første måneder var for mig en lang tilvænningsperiode til en helt ny kultur. For blot at nævne nogle få eksempler på hvad en sådan tilvænning kan byde på er her et par:

Jeg er på træningsbanen og åbner en banan, da jeg straks hører: ”Give me! Me, I am hungry”. Jeg vender mig om mod stemmen og ser ned i et par store sorte øjne. Jeg bliver lettere provokeret af den meget direkte tiltaleform, som på det engelske jeg er vandt til lyder decideret uhøfligt, og svarer: ”Me I am hungry too!”. Jeg ser straks hvordan overraskelsen over at møde en sulten Muzungu som ikke deler tegner sig i det lille barneansigt. Selvfølgelig fortryder jeg straks min udtalelse og jeg brækker halvdelen af min banan og giver den bort – In Africa we share!

”Nanna, look at your legs and your butt they are so big, you are really growing fat!” Jeg bliver lettere fornærmet, men idet jeg ser ind i det henrykte kvindeansigt hvorfra udtalelsen kommer, ser jeg tydeligt at det er godsindet ment. Jeg siger til hende: ”You are really growing fat too”, og mener faktisk at kunne se en tydelig forøgelse i vægt siden jeg traf hende første gang. Hun ser lidt forlegent ned og siger: ”It’s the medicine – it has made me grow fat”.

(Det skal nævnes at jeg har lært at omgås og faktisk direkte er begyndt at holde meget af den direkte tiltaleform og delementaliteten. De mange komplimenter for især mine velvoksende lægmuskler har bare været bonus, mens den tragiske omstændighed at så mange er HIV-smittede er blevet en realitet jeg efterhånden har vænnet mig til)

Da skyerne endelig trak ind over Livingstones sandede jordveje og tilmed bragte de første regnskyld var det som en befrielse. Mangoerne blev i begyndelsen af regnsæsonen modne og kom direkte ind på en førsteplads, hvad angår favoritfrugter. Hver gang et vindkast rystede træerne, var det bare at løbe hen og samle alle de nedfaldne mangoer op. Når jeg bar det klassiske stofstykke, som kvinderne vikler om livet, shitenga, blev min status i landet opraderet, og jeg blev mødt med udbruddet: ”You are a real Zambian now!”.

Regnsæsonen bød på få dage, hvor landet stod stille, da zambiere er decideret bange for regn. Disse få grå regnvejrsdage var som en helt ny og meget hjemlig oplevelse, som skulle udnyttes med kagebagning og varm kakao i 25 graders kølig regn. Efter regnen kom kulden, 20 grader lyder måske ikke koldt i danske øjne, men når temperaturen falder ned til 5 grader om natten i et hus med bliktag og uden nogen form for varme, bliver uld undertøjet pludselig en eftertragtet genstand og dunsoveposen strengt nødvendig.



Den sidste tid i et land og med et folk, som jeg virkelig er begyndt at holde af, har været præget af en intens følelse af afslutning, afsked og sentimentalitet. I det følgende vil jeg igennem brudstykker, forhåbentlig give et billede af de mange følelser og oplevelser den har budt på.

End of Term med SCORE


Alle de frivillige i Zambia er samlet og vi ligger og kigger op i en trækrone. Det er tid til refleksion over året der gik og hvordan vi hver især de sidste uger skal sige farvel til det samfund og de mange folk, der har udgjort vores hverdag det sidste år. Jeg mærker de grønne og blå farver over mig sløre til, idet mine øjne fyldes med tårer ved tanken om at skulle tage afsked med familien, samarbejdspartnerne, kvinderne og de mange børn.

The Drifter Family
The Drifter (min værtsfars bil) har fungeret godt her den sidste måneds tid, hvilket betyder at min far har været ved godt mod og haft sig småjobs med at køre cement og flytte for folk. Dog brød den ganske voldsomt sammen en uge før jeg skulle af sted, hvilket uheldigvis influerede stemningen i det lille hjem. Samtidig skulle datteren fra det kolde nord snart rejse, hvilket bestemt heller ikke var en morsom omstændighed. En ting er at have en stor bil som skaber respekt i det omkringliggende samfund, en anden vigtig kilde til respekt er at have en muzungu boende. Igennem et år har min far, Mr. Drifter, kunne gå gennem gaderne og blive mødt med kommentarer som: ”How can you afford to feed a Muzungu!” og ”How did you manage first to marry one white lady (sidste frivillige der boede der) and when she left you married another one?!” Det faktum, at jeg skulle forlade huset og landet var uden tvivl svært for min far, som ihærdigt prøvede både at få Mari (nordmand som arbejder på teacher college) og Signe (masterstuderende fra Norge, der har fulgt mig de sidste uger) til at flytte ind!



De ydre omstændigheder med at have en Muzungu boende er helt sikkert vigtige for især Mr. Drifter, der har det med at bygge en stor del af sin identitet op på den slags. Dog er der ingen tvivl om, at jeg som person også vil blive savnet meget. De sidste aftener over middagen havde Mr. Drifter lavet en fast plads i sofaen ved siden af sig, så vi kunne sidde klods op af hinanden, mens vi spiste, og han skubbede forsigtigt kyllingestykker fra sin egen tallerken over på min (tegn på respekt/ubuntu).



Min søster, Pamela, talte dage og timer ned til jeg forlod huset, og opvasken efter middagen var præget af tristhed. Kun den zambiske musik med dertil hørende dans, kunne i perioder trække stemningen lidt op.



Min mor gav mig et shitenga materiale som tak for året og var synligt mærket, og den store mand: Mr. Drifter proklamerede: ”You will leave an empty spot in my heart that I dont know how to fill up again.”

Pongo (Geden)
Hvis ikke historien om, hvordan jeg blev ”købt” for den gode pris af en hel ged skal offentliggøres her i mit sidste blogindlæg fra Zambia, så ved jeg ikke hvor det skulle offentliggøres.

I året der gik har jeg lært en anden kultur at kende. Familien jeg boede ved er tongaer og en vigtig del af tongastammens tradition er, at man giver nogle små ting, når man kommer hjem fra rejser ud af huset eller når man tager familiemedlemmer med ud af huset nogle dage. ”Tambola” er det lokale navn på gaven, og det er et ord, der hyppigt bliver brugt i ”the Drifter family”. I starten kunne den evige efterspørgsel efter ”Tambola” godt medbringe lidt irritation fra min side, men som tiden er gået er jeg blevet mere positivt indstillet over for en sådan gestus som faktisk er et tegn på en kultur, hvor man deler i respekt med hinanden (ubuntu). At give tambola er det primære og størrelsen af tambola er sekundær.

I den sidste tid har jeg af flere omgange været med Øyvind (Norsk frivillig) i forskellige landsbyer, for at facilitere på sports workshops med Response Network (organisation som arbejder med self-help facilitation i rurale områder). Familien og især Mr. Drifter har været aktiv i efterspørgslen af tambola i disse sammenhænge og har ikke helt været tilfreds med, at der ikke faldt noget af til faren i huset, når hans datter på den måde forsvandt i flere dage.

Mr. Drifters utilfredshed blev der rådet bod på den sidste uge i landet. Et scenarie uden lige fandt sted, da Øyvind med tanke på Mr. Drifters tambola efterspørgsel havde købt en ged i bushen og bundet den bag i bilen, forsikret sig med de omkringværende Zambiere at det gik fint og derefter lagt sig mageligt til at sove. Næste morgen opdagede han dog med rædsel, at geden havde formået at kvæle sig selv i rebet, hvori den var bundet. Zambierne fralagde sig alt ansvar og Øyvind havde ikke lyst til at møde op med en selv-kvalt ged til Mr. Drifter, så han endte med at købe en ny ged og give den selv-kvalte til folkene i landsbyen.

Efter morgenens tumult kom en lettere udslidt Øyvind til Livingstone. Den nye ged havde både skidt og tisset i bilen og nu havde han mest af alt lyst til at skille sig af med den hurtigst muligt. Til Drifter family gik turen. Efter en kort snak om deres evige efterspørgsel efter tambola, blev mine værtsforældre ført ud til bilen og Mr. Drifter fik lov at åbne bagsmækken. Da han så geden løftede han den straks op af glæde og udbrød: ”This is really tambola!”



I haven måtte geden bindes til et træ. Det viste sig dog at være sværere end som så, for straks vi havde sluppet den tilbundne ged sprang den så kraftfuldt væk at rebet sprak. En sveddryppende gedejagt, hvor alle måtte deltage, fandt sted rundt om huset, før Mr. Drifter endelig fik fat i en gedefod og trukket den hen til træet, hvor han bandt den bedre fast.

Da jeg kom hjem fra kontoret den eftermiddag, var geden allerede slagtet og menuen stod på gede indvolde og - kød resten af min tid i landet. Tambolaen viste sig at være så stor at den af familien nærmere blev betragtet som ”Lombola” (brudepris) og Øyvind blev af min mor hyppigt omtalt som: ”Her son-in-law”!


Farewell Party - ”Til døden os skiller”
I Zambia er man ikke vant til at folk pludselig rejser. Normalvis er det, som skiller familier og venner ad døden, som til gengæld er en fast inventar i hverdagen. Da jeg startede med at forberede de kvinderne på at nu var min tid i Livingstone snart ved at komme til en ende, reagerede de i første omgang med overraskelse. Tidsperspektivet i Zambia er meget anderledes. Folk går ud og ind af deres huse i takt med solens op- og nedgang, hvilket betyder, at man ikke er vant til at tælle dage, måneder og år på systematisk vis. Med min afsked blev årets gang for de kvinder, jeg var kommet tæt på pludselig sat i en formel kontekst, og det faktum, at jeg havde været i Livingstone på en kontrakt, som ikke bare kunne forlænges, blev en kedelig realitet.



Min afslutningsfest fandt sted en uge før jeg rejste i fredskorpsets hus, som jeg har holdt øje med mellem februar og juni (periode mellem norske fysioterapeut fredskorpsere befinder sig i byen). Jeg arrangerede festen med Francis (SCORE frivillig fra Kitwe, Zambia som jeg har arbejdet med i et år) og vi havde sammen inviteret omkring 50 mennesker, som vi havde lært at kende gennem året.

Dagen før festen skulle finde sted havde jeg hyret Mr. Drifter til at køre os rundt og købe ind. Det var gået uproblematisk og det hele var klar. Festen skulle efter planen starte kl. 13 (dvs. african time = kl. 14). Jeg kom tidligt til huset og første udfordring jeg realiserede var, at der ikke var noget vand i hanerne. Ofte er der vandstop, så der var ikke så meget andet at gøre end at vente. Taknemmelig over at der var elektricitet og ovnen dermed virkede fik jeg bagt brød. Kvinderne som skulle hjælpe med maden kom kl. 11, og der var stadig intet vand. Heldigvis har jeg da lært så meget på den tid jeg har befundet mig i Zambia, at der altid findes en løsning på den slags små men ganske elementære problemer. Dagens løsning blev at gå til en lodge, der heldigvis var tæt på, og på bedste afrikanske vis bære store spande med vand på hovedet til huset, hvor madforberedelserne kunne starte. Ikke nok med at der skulle være udfordringer med vandsituationen, gik strømmen også pludselig midt i alle forberedelserne. Heldigvis var der købt nok kul, så ris, nshima (majsmel), kylling og tomatsovs blev alt sammen lavet på traditionel vis over kulfyring.



Alle udfordringerne gjorde at maden blev forsinket og først blev serveret ved 16-tiden. Francis var deprimeret over at hans playlist ikke kunne spille nu hvor strømmen var gået, men heldigvis kom den igen, så vi fik os lidt musik gjaldende ud fra de obligatorisk skrattende højtalere.



Efter spisning blev det tid til taler. De taler der stadig står for mig som et stærkt minde er Beenzus (sports field trainer) tale til Francis og jeg. Hun brød fuldstændig sammen og kunne næsten ikke få sagt, hvad hun ville. Men budskabet var klart, nemlig at vi begge skulle forlænge vores kontrakter og at jeg skulle droppe at tage til VM og tage med Francis og hende til Tanzania og deltage i East Arican Cup med det pige fodbold hold, som skulle deltage, og som vi har brugt meget tid på at træne de sidste måneder. Jeg må indrømme, at det var fristende at tage til Tanzania i stedet for Sydafrika, og hvis ikke det havde været fordi alle billetter var bestilt, havde jeg nok også valgt det.

Talen over dem alle som Lydia (en af kvinderne) holdte var lige frem skrevet ned sort på hvidt (stort med den slags planlægning i Zambisk kontekst). Det var ord der kom lige fra hjertet skrevet i en gensidig respekt fra munto (sort kvinde) til mzungu (hvid kvinde). Det endelige budskab var at jeg skulle tage hendes hjerte med hjem til Danmark.



Jeg må indrømme at hvis der er en person, som har grebet mig og taget en del af mit hjerte i den tid jeg har været i Livingstone, så er det Lydia. Jeg har haft hende med ude og facilitere (undervise) i en landsby med Response Network (NGO som arbejder rundt i rurale områder og som blandt andet også har et sportsprogram), fordi jeg som hun selv udtrykte det i talen helt klart ser potentialer i hende og har været decideret irriteret over at Kwenuha ikke formår at give de kvinder, som rent faktisk har potentiale job inden for organisationen. Lydia er med et analyserende blik og skarp tunge en fantastisk underviser. Hun er på den gode måde en atypisk Zambisk kvinde som med et hårdt ydre og følsomt indre, siger tingene direkte og bestemt ikke lader sig kue af fremherskende traditionelle kønsrollemønstre. Hun er et glimrende eksempel på at ikke alle zambiere besidder den tilbagelænende modtagermentalitet, som langt hen af vejen er en årsag til at landet ligger i dvale.

Jeg fik shitenga materialer (traditionelle stoffer), som kvinderne havde købt. Det var rørende, at de overhovedet havde brugt penge på at købe det til mig. Og Royce overfaldt mig grædende, da jeg ville takke hende for den shitenga, hun havde givet mig.

Jeg havde lavet et diasshow over året der gik som folk så med stor fornøjelse. (Det er altid et ”hit” at vise Zambiere billeder af dem selv!). Da det blev mørkt måtte de fleste finde sin vej hjem, men heldigvis endte det med at 12 af kvinderne blev og overnattede. Vi fik bestilt den billigste vin og aftenen bød på glæde, dans, musik og en smule sentimentalitet over at mzunguen skulle forlade stedet.





Tandbørster og Kondomer
Jeg havde længe tænkt på, hvad jeg skulle give til folk når jeg nu rejste. At jeg skulle give noget var sikkert – for et eller andet slags minde måtte de jo have. Det endte med, at jeg fremkaldte omkring 500 billeder som jeg gav til stor fryd og tilfredshed blandt modtagerne. Derudover delte jeg alt det tøj, jeg ikke havde brug for på min videre rejse, ud til kvinderne.

Det sidste arrangement jeg havde før jeg rejste var funday – en dag med turneringer i diverse sports discipliner (fodbold, netbold, volleybold og atletik). På funday inviterer vi alle klubberne til at komme, så det var dagen, hvor jeg kunne sige ordentligt farvel til alle de børn jeg har trænet med. Jeg havde i noget tid tænkt på hvordan jeg kunne sige farvel. Som den rollemodel jeg havde været gennem et år, ville jeg gerne komme med et budskab, som de kunne bruge fremover.



Jeg havde forinden haft en workshop omkring ”sport and health”, hvor vi blandt andet havde diskuteret personlig hygiejne, herunder hvordan man tager vare på og børster sine tænder. Efter at have set mange rådne tænder, dybe huller og uudholdelige tandsmerter gennem et år, havde jeg stor motivation for at netop dette emne blev fokuseret på. Derfor havde jeg arrangeret at en stor del af de priser, som blev uddelt, bestod af tandbørster og tandpasta. Jeg havde været i tvivl om folk ville blive så glade for at vinde en tube tandpasta. Men ingen grund til bekymring hvad det angik, for det viste sig at der var stor rift om netop den pris, hvilket beviser at der til hverdag er tendens til at vælge tandpastatuben fra til fordel for brød.



Et andet budskab som jeg ønskede at få frem på min sidste dag med alle disse mennesker, var ”play safe” i et samfund hvor over 30% af befolkningen er HIV-positive. Jeg har i et år arbejdet i en katolsk organisation, hvor afholdenhed eller troskab indenfor ægteskabet bliver set som eneste udvej til at undgå at blive HIV-smittet. Eftersom organisationens medlemmer alle er tidligere prostituerede kvinder, ingen er i et ægteskab og et stort antal befinder sig stadig ude i nattelivet, kan jeg vel kun blive enig med læseren om, at der er en uoverensstemmelse mellem den katolske kirkes moralsnak og det virkelige liv.

En pakke med 3 kondomer i den Sydafrikanske indkøbsgigant ”Shoprite” koster 200 Kwacha (=20 øre). Derfor så jeg det som den perfekte mulighed at købe 200 kondompakker, som jeg havde til hensigt at uddele alle deltagere på funday.

Kondomuddelingen forløb dog ikke helt som planlagt. Da jeg efter turneringen holdt en lille takketale for året der gik, og derefter kom med mit glimrende budskab om spillet som ikke handlede om at vinde og tabe men om ”play safe, and put on a condom”. Der var der vild begejstring fra mængden af børn og unge, men min samarbejdspartner Karen gik direkte imellem mængden og mig, idet hun mente, at hun kunne miste sit job hvis nonnerne hørte, at der var blevet uddelt kondomer til børnene. Yderligere var argumentet at forældrene ville klage over at organisationen indirekte lagde op til sexuel aktivitet ved at uddele kondomer. Det var helt umuligt at overbevise hende om, at det udelukkende var mig privat der uddelte de omtalte genstande. Derfor blev det for de unge deltageres vedkommende kun ved snakken om safe-sex, mens de kvinder som var til stede med glæde modtog massevis af kondompakker.



Sæbeboblen
Sidste dag: Jeg siger farvel til min mor, bestiller min taxachaffør Lubasi til at komme og hente min bagage sammen med Mr. Drifter og Pamela, som vil sige farvel ved bussen. Mari er kommet for at cykle med mig ind til bussen. Ungerne vinker og råber efter deres mzungu, som de uanede ser for sidste gang. Jeg kalder på femårige Faith, som straks kommer hen til mig. Jeg rækker hende en blå dunk, og viser hende, hvordan man tager låget af og puster, så sæbeboblerne flyver. Hendes øjne spærres op og henrykt modtager hun gaven, hvorefter hun ivrigt løber hen til de resterende børn, som ser til at sæbeboblerne svæver af sted, indtil de pludselig springer.

Min Zambia sæbebobbel, hvori hundrede vis af sorte øjne spejler sig, sprang, da jeg den dag satte mig i bussen mod Lusaka og med decideret hovedpine vinkede farvel til min lille afskedskomite.

Billeder Zambia Marts til Maj 2010

Med Response Network i landsby for at facilitere workshops. Her er vi ude for at købe en ged!




Workshop in village school. Deltagerne kommer fra forskellige landsbyer rundt omkring skolen for at deltage.




Killing a goat for dinner!




Camping in the village





Kvinderne på fodboldbanen!




4. April kom der en lille ny "Nanna" til verden.





Kuomboka Ceremony er en traditionel ceremony, hvor høvdingen flytter fra sit oversvømmede palads (sommerpaladset) til vinterpaladset i en stor båd roet af over 100 mænd.




Mongu, Western Province




Solnedgang over det oversvømmede areal i Mongu, Western Province, Zambia




Kvinder der leder sportsorganiseringen i to af klubberne.




Træning




Spisning ved Lydia (en af kvinderne jeg arbejder med)




Fodbold taktik bliver tegnet og fortalt i et forsøg på at forklare at "alle mand rundt om bolden" princippet ikke er at foretrække!




I Mokoro kano, Okavango deltaet (verdens største indlandsdelta)




Okavango Deltaet, Botswana. Her var vi blandt andet på en walking safari hvor vi blev overraskede af løvens brøl, da den advarede os og kun sad 15 meter væk bag en busk! (vi var alene med guiden ubevæbnede, så mit hjerte sprang et par slag over)




"En elefant kom marsherende" Chobe National Park, Botswana



Far var dagens helt da han så leoparden!





Regnbuen ved vandfaldet





Så er "the old man" ankommet og der er glæde i det lille hjem da billeder blev delt udl.




"Equal Rights, equal opportunities and progress for all", International Women's Day 2010





Sister Perpetua (programme manager), mig og sister Cecilia (educational manager)




Beenzu (sports field trainer), mig og Karen (sports coordinator)




"My future son-in-law", alias Daniel, søn til Karen, der er sports koordinator i Kwenuha.

Kampen for at blive “Somebody” - Kvindeportrætter fra Livingstone, Zambia

I Danmark er vi fra første spæde skrig ”Somebody”. Hver lille baby er et unikum og privilegeret at blive født i en verden, hvor du bliver båret frem, stillet overfor alverdens muligheder og er i rampelyset helt fra starten. Det kan være vanskeligt for sådan et verdens vidunder at ældes.

I Zambia er der overflod af babyer, den lille skrigeunge bliver ikke set på som nogen særlig unik størrelse. Derimod hvis skrigeungen kæmper sig vej op gennem de voksnes rækker og får sig et gøremål i livet, vindes omgivelsernes værdsættelse. Jo flere grå hår der titter frem i hovedbunden, jo flere folk vil knæle for dine fødder i en respektfuld hilsen.



Faith er 5 år gammel og blandt flokken af unger som overeuforiske kommer springende hvinende ud på gaden, når jeg passerer på min cykel: ”Nannaaaahh!” bliver der råbt og jeg kan ikke lade være med at glædes over udviklingen i tiltale fra ”Mzunguuuu” til ”Nannaaahh!”. Hun tager et fast greb i min hånd, og sprinter så hurtigt hendes små ben kan holde til ved siden af min cykel. Hendes korte sorte fletninger hopper op og ned på hovedet, mens hun begejstret ler og ser op på mig med et par funklende mørke øjne.

På trods af Faiths unge alder hersker der ingen tvivl om, at hun er udmærket klar over at her cykler et menneske fra en helt anden verden. Fra en paradisisk verden som alle omkring hende ser op til helt uden at kende den. Når jeg ser ned på hende lyser de nysgerrige øjne langt væk af et stort potentiale for at udvikle sig, erfare og lære.

Om Faith får muligheden for at indfri sit store potentiale udvikling er dog usikkert i Zambia, hvor hun er blandt de 47% af befolkningen på 12 millioner, som er under 15 år. Er hun blandt de heldige børn, som har forældre der kan finansiere skoleuniform, notesbøger og penne, er det stadig uvist om forældrene har arbejde de næste 12 år og kan skaffe midler til, at Faith fuldfører hele sin skolegang. Mange unge er henstillet til at droppe skolen i perioder eller helt allerede fra 8. klasse, hvor egenbetalingen stiger. 20% af befolkningen opnår at færdiggøre gymnasiet. Det er et stort privilegium at gå i skole, for muligheden for at lære og udvikle sig er helt essentielt for, at du senere har mulighed for at arbejde, tjene penge, frigøre dig fra den fattigdom mange havner i.



Fælles for alle de kvinder jeg arbejder med til hverdag i Kwenuha Women’s Association, er at de ikke fik mulighed for at færdiggøre deres skolegang. Mange af dem blev gravide i tidlig alder og havde lige pludselig et barn at tage sig af, mad der måtte skaffes næste dag og ingen finansiel støtte fra hverken en mand eller familie.

I de sidste par uger har jeg i forbindelse med en opgave om brug af idræt som redskab til fattigdomsbekæmpelse interviewet tre af de kvinder, jeg er kommet tættest på hernede. Fælles for de tre er, at de alle har været prostituerede, de er i dag sidst i tyverne, er HIV positive, alle er de mødre til et barn på omkring 10 år, og de er aktive i sportsprogrammet som sports captains, hvor de er ansvarlige for at lede en klub, møde op til træning og sørge for at bringe information fra kontoret videre til medlemmerne. Derudover har de alle gennemlevet en kamp om at ændre identitet fra at være ”nobody” til at blive ”somebody”.

Hermed følger udklip fra de enkelte interviews jeg havde med kvinderne. Jeg håber det vil skabe et lille indblik i deres liv og skæbner (navne er opdigtede):


Introduktion:

Jeg møder Veronica hjemme ved hende selv, hvor hun sidder på verandaen udenfor det lille brungrå stenhus med bliktag. Hun snitter hvidkål og forbereder N’shima over kul. Jeg har fået en kvinde i nabolaget til at følge mig hele vejen til huset, og hun falder straks i snak med Veronica på det lokale sprog Nyanga. Jeg påpeger for Veronica, at de nu helt sikkert bagtaler ”Mzunguen” og hun ser på mig med glade øjne og sit frække smil og oversætter hurtigt, hvad de talte om. Veronica er ikke nogen ren skønhed, men hun har en ufattelig karisma, en skarp tunge og en intelligens, som uvilkårligt vinder folks respekt.
Da naboen går, starter vi interviewet.

Jennifer møder jeg uden for hendes hjem, hvor hun bor med sin mor og søn. Hun er lige kommet fra sykursus, som hun tager igennem uddannelsesprogrammet i Kwenuha Women’s Association. Jennifer er en lille tynd kvinde med et åbent ansigt. Hun møder mig med et stort smil og et par lidt generte øjne. Hun har stillet to skamler parat i skyggen under træet, hvorfra vi starter interviewet.

Liana kommer ud til jordvejen med sin baby hængende på ryggen og viser mig vej igennem et par grunde med små blandede sten- og jordhuse, før vi når frem til hendes lille firkantede hus. Jeg hilser på hendes datter der leger med et par venner udenfor, hvorefter Liana viser mig indenfor og vi sætter os på de to stole der står langs væggen i det lille rum, som udgør huset. Jeg ser mig rundt og synes faktisk det er hyggeligt på trods af musen der hurtigt iler op langs væggen og gemmer sig i renden mellem væggen og bliktaget. Sengen fylder halvdelen af rummet, som både fungerer som soveværelse, køkken og dagligstue. Liana er en flot majestætisk udseende kvinde, der med et lettere fremskudt kæbeparti og et par tænksomme øjne både kan se stærk og sårbar ud på en gang. Hendes baby tier stille så snart brystet bliver trukket frem og interviewet kan herefter starte.

Please describe the word poverty ?

Liana: “Not being able to look after yourself /feed yourself”

Jennifer: “Someone who cannot manage to take care of herself”

Veronica: “Being unable to meet the necessities of life on a day to day basis.
“ What is the necessities of life?
“3 meals a day”, “Go to school”, “Go to the clinic to receive medical expenses”


Would you describe yourself as poor?

Liana: “No not today, before I was poor”

Jennifer: “Not very much, Nanna! At least I have food on the table” Before? “Yes I was poor, that’s why I was a commercial sexworker”

Veronica: “Yes, I am unable to do most of the things on my own, I have a child who goes to school but I am unable to pay for him. I need the help from the organization”


Has your life changed since you became a member of KWA? If yes, how?

Liana: “Yes it has changed, the sports activities, survival skills, and the knowledge has helped me, under survival skills even if I am not working I still know how to bake if somebody gives me flour.” “I have gained knowledge through the sports program, today I know what it is to be a sport leader and I have certificates from coaching.” “Being a sportscaptain has helped me on how to work with people and children” and “also how to use the skills that I was being taught”… “Today I have stopped from going to the bars. I am spending time with my daughters and mother, and even my mother says I have changed!”

Veronica: “Kwenuha has helped me. They help to pay my child’s school fees. I get an allowance in some of the programs where I am involved, which helps me in my day to day life”… “Today people in my community look at how I live a responsible and disciplined life. This has been possible through my participation in sport. I have learned to be disciplined through sport”
How did you live before? “ My responsibility was based a lot to my own self, I did not have the impact on other people before I was active in the sports program of KWA”.

Jennifer: “My life has changed, I don’t even wish to go back to the streets and I don’t want to go back. Kwenuha has done a lot for me.“ … “For now I can’t go out on the street because I am always busy at the ground. “… “Today I am somebody because of survival skills, and I am a busy person”
What has made you become somebody? “I am not in the streets anymore, I am at home enjoying myself, I am having fun and chatting with my friends. I don’t even think of going to the streets.”


What has been the biggest challenge in the transformation process?

Jennifer: “Lack of money – because it was too little with the money from Kwenuha”
How did you deal with the lack of money in the transformation process? “I had to change Nanna! I decided to change, because I knew I was not gaining anything from the street. So I had to change.”
What made you take that decision? “My friend introduced me to this organization. She told me about it when we met in the street. So I decided I have got a son I should take care of and my mother is getting old, so I won’t manage going in the street. So I decided just to stop even if I don’t have money, it’s my life. Especially when I was found HIV positive.”
Has sport helped you to transform? “Very much, for now I can’t go out on the street because I am always busy at the ground and I don’t think of going back. “

Liana: “Sports came after I joined KWA, it was very boring in the beginning because we were just sitting there not doing anything. Some were even talking about going back to the streets. But when sports came we at least started to do something.” … “No money and no business are challenges”

Veronica: “Not being able to meet your day to day need” “today I have stopped what I am doing, but then I look at the table and there is no food, then you are likely to go back” “the key to transformation is empowerment”
Do you think the programs in KWA can help you out of poverty in future? “If they empower the members with loans to set up their own ideas and help them in day to day life, it is better than just getting a bag of mealiemeal once in a while, when you need more than a bag a mealiemeal to survive.” “But it’s good that they go out to bars and recruit people, they inform them that they are doing the wrong thing”, “If people hear they can be supported they can really stop, it is better to be helped than risk your life!”
Do you think the program of sport empowers people? “It is good to focus on something else than the bars and nightlife” and “A sport person is disciplined”… ”Sport empowers through the easy feeling of drift of the members who participate”… “You might think: “Today I don’t have food”, and then you go back, but think what might come out of that, just for you to want to get food for a day. See what it might cost you in the end, it might cost you life. So It is better to say I will starve for today and live for the better in future.” “That’s the discipline?” “YES”!


Can you explain how and when you were tested positive first time?
Jennifer: “2 years ago I was tested positive. I decided to go and test for myself, it was my own decision!”

Veronica: “ In June 2008 I went for VCT through Kwenuha. It was during the sport program. We were told that it was important to know our status” “I went back in September 2008 and was tested positive”

Liana: “I first went to VCT at Busiko when we were training. It was Funday, so the office told the participants to go there and get tested. By that time there were Christine and she told us, be free and go to test yourself. Then I went there and got tested. I was positive. It was 2007. Then they told me that you come on Wednesday to go for CD4 count. Then I went and told Mr Mwandi in KWA office but he told me I was cheating, and I didn’t follow up for anything. But they told me that you should tell someone about your status but I didn’t tell anyone. Then later on in 2009 they came and asked about our status from Kwenuha. And I told them openly about my status. But the office didn’t believe they wanted to see my papers. Then later on I went with those papers to Mr. Mwandi and that was when I came under HBC (home based care)…. At first I felt stigmatized , because some other one under HBC did not have to show their papers. So I was stigmatized. They did not believe me when I told them I was positive.”


What made you start the ARV treatment?

Jennifer: “I was always sick” “every now and then I was sick”

Liana: “When I got pregnant in 2008 I went to get my Cd4 count. It was high then, but since I was pregnant I was under prevention mother to child program, and they prescribed some medicine for me”


Have the program of KWA helped you to accept your status?

Jennifer: “Yes I have really accepted my status. They are really supportive. In sports , I am always involved and for HBC, I am given Mealiemeal.”

Veronica: “It is hard to be open inside the club”, “Discrimination happens among the members inside the club”, “The own Kwenuha members are discriminating and stigmatizing”. “However, sport in KWA creates a platform to come and share information about HIV and AIDS” “The people come in the name of sport and they have fun, they wouldn’t show up if it was only about HIV and AIDS”

Liana: “Yes KWA has helped me a little bit, but they tell us to eat balanced diet – then it is not enough just to receive mealiemeal, mealie meal is not a balanced diet by itself.”


What is your dream of life?

Jennifer: ”I want to be a good tailor,I want to have my own house, and I want to make my own money and be working on my own, and to have my own shop”

Liana: “When my baby is able to walk, I want to find a job, I want to use my certificate, My father is in jail so I have to be strong and look after my mother and my two daughters.”

Veronica: “To see myself somewhere there”, “A person who is responsible and able to help others”, “I want to be a person who is able to sustain myself and my child 100 %!”


De tre kvinder jeg har interviewet kan karakteriseres som nogen af de mest succesfulde af medlemmer i Kwenuha Women’s Association. De har haft viljestyrken som skulle til for at gribe mulighederne, de kan opnå gennem organisationen. For dem betyder det et nyt liv, hvor de forhåbentlig kan tage ansvar for deres nærmeste og gøre deres bidrag til at udvikle det samfund, der omgiver dem.

Tilbage på min cykel i Dambwa North, hvor jeg bor, står Faith og vinker til mig blandt flokken af børn. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun går en hård tid i møde i kampen for at blive ”somebody

At bo ved en Zambisk Værtsfamilie

Det følgende er mit rejsebrev nummer to, som jeg har skrevet til projektet, jeg er udsendt med. Det bliver ganske vist lidt gentagelse af forrige blogindlæg - men synes alligevel I skulle have mulighed for at læse det.


Et halvt år er gået, siden jeg første gang satte fødderne på den røde Zambiske jord og som udsendt med det norske fredskorps startede mit år som idrætsfrivillig i Kwenuha Women Association, der er en organisation, hvis formål er at rehabilitere tidligere prostituerede kvinder.

Den første del af min periode som idrætsfrivillig er gået med at finde mig til rette i kulturen, komme ind i mine arbejdsopgaver, finde min plads i organisationen og sidst, men ikke mindst finde mig til rette i værtsfamilien, jeg bor hos. I dette rejsebrev vil jeg forsøge at beskrive min oplevelse af at bo hos og blive en del af en zambisk familie.

Da jeg kom tilbage efter en velfortjent lang juleferie, blev jeg mødt af en rørende umiddelbar gensynsglæde. Straks jeg steg ud af taxien foran mit zambiske hus, blev jeg omfavnet af en velpolstret mørk favn, der storsmilende udbrød: ”My daughter is back!” Mine to søstre på henholdsvis 22 og 20 år smilede lettere genert i baggrunden, indtil det blev deres tur til at få det typiske zambiske dobbeltknus, hvor begge kinder må berøres.

I huset blev jeg mødt af n’shima (majsmelsblanding) og nystegt kylling, som min mor samme dag havde købt levende på markedet og tilberedt. Efter tonga-stammens tradition er kylling en markering af at hilse gæsten velkommen. Selvom det var en måned, siden jeg sidst havde været i familiens stue, følte jeg det, som om jeg akkurat havde forladt stedet, og jeg påtog mig straks min zambiske kvinderolle og holdt vandfadet, så min far kunne vaske sine hænder før maden. Sydafrikanske tv-serier kørte for fuld drøn, mens min mor fortalte mig med stolthed i stemmen, at kakkelakkerne efter effektiv brug af et ”vidundermiddel” nu var udryddet for en stund. Denne udvikling bekom mig godt, eftersom de største af slagsen ude på badeværelset havde været op mod 7 cm, da jeg forlod stedet. Min søster blev ”paged” (ringet op, hvor der bliver lagt på, før man når at svare) flere gange under middagen, og så tilfreds ud med dette tegn på opmærksomhed. Min anden søster måtte flere gange rejse sig for at betjene kunder til familiens bod, som bankede på porten ude ved vejen. Alt imens lænede min far sig veltilfreds tilbage i stolen efter at have færdiggjort sin velproportionerede middag, og moren kommanderede noget på tonga til min søster, som rejste sig for at række ham vandfadet.

Sammen med mine søstre ryddede jeg af efter maden og søgte tilflugt fra forældrenes kontrollerende blikke ude i køkkenet, hvor vi over opvasken diskuterede sidste nye opdateringer på kærlighedsfronten. Snakken blev indimellem afbrudt af, at moren kom ud i køkkenet for at ordne noget.

Efter opvasken købte jeg for 30 pin (35 kr.) taletid fra familiens bod. Min søsters blik viste tydeligt, at hun var overrasket over, at nogen kunne købe for så meget på en gang. Men hun mindede øjensynligt sig selv om, at jeg jo var mzungu (hvid), og dermed kunne handlingen jo pludselig forklares. Jeg hørte min far, der pludrede fra lænestolen om, at ”if he had a good daughter, she would help him out paying for the car to get fixed - its only 50 pin needed…”. Jeg så opgivende på ham og forklarede for 110’ende gang, at jeg mente hans bil var et håbløst projekt. Selvom hans bil er hans stolthed og prestige i tilværelsen, lod han sig ikke mærke af denne spydige kommentar, men lænede sig i stedet leende endnu længere tilbage i stolen.

Jeg kunne mærke, at jeg allerede efter et par timer i familiens samvær begyndte at få udlængsel, og sagde, at jeg lige smuttede en tur mod byen for at sige hej til mine venner. ”See you later”, blev der råbt efter mig, mens jeg bemærkede den frihed med bare at kunne smutte af sted, når det passede mig, var helt unik for mig som kvinde i dette hus. Mine zambiske søstre ville aldrig komme til at opleve en sådan frihed, for så længe de bor hjemme er de økonomisk og socialt bundne af faren i huset.

Min 20-årige søster (niece i huset) er den første af en søskendeflok på 10, som har færdiggjort grade 12 (videregående). I det halve år det tager i Zambia, før eksamensresultaterne kommer, går hun hjemme, passer hus og varter faren, som ikke er i job, op. Min 22-årige søster har på samme måde gået hjemme i to år, men har akkurat startet en uddannelse i hotel og madlavning, som hun har været privilegeret at få betalt af en sponsor.

Første weekend efter min ankomst til Livingstone, fik jeg besøg af Gunhild, som også er idrætsfrivillige i Zambia. Vi boede sammen hos min familie, som var fornøjede med pludselig at have to mzunguer i huset. Dog kunne begge mzunguer mærke en rastløshed ved hele dagen at befinde sig indenfor husets fire vægge. Derfor tog de det i zambisk kontekst yderst absurde valg at kaste sig 110 meter ned fra broen over Zambezi river, som forbinder Zimbabwe og Zambia. Med andre ord fik vi prøvet det såkaldte Bungee Jump.

Hjemme ved familien igen, spurgte søstrene, hvad vi havde lavet. Vi viste dem filmen, der var taget af os, da vi hoppede. Moren kom hovedrystende ind i stuen, og spurgte efter en stund, hvad vi mon havde fået betalt for at gøre dette? Gunhild og jeg så bare på hinanden. Vi ignorerede begge spørgsmålet, og fortalte aldrig, at vi faktisk havde betalt 1 dollar pr. meter for at hoppe direkte ned i afgrunden.

Din kultur, dine værdier og dine levemønstre bliver sat i perspektiv, når du bor ved en Zambisk familie. Du forstår bedre end nogensinde, at du er født i en del af verden, hvor helt andre privilegier gør sig gældende. Du må indse, at du aldrig bliver et helt igennem ligeværdigt familiemedlem, men dog kan du gennem medmenneskelighed og åbenhed opnå en forståelse af forskellighederne, samtidig med at humoren og den fælles latter på en enkelt måde kan bidrage til samhørighed.

Tilbage i Zambia

Efter godt 6 ugers rejse væk fra landet, var gensynet med Zambia næsten mere til et nysyn. Jeg var taget af sted akkurat som regntiden var begyndt og landet havde undergået en metamorfose i den tid jeg havde været væk. At stå ud af flyet var næsten som at lande midt i regnskoven. Jeg blev mødt af en varm fugtighed som gjorde at bukserne klæb sig fast til huden. Træerne var endnu grønnere og græsset havde groet op til flere meter.

Da jeg kom ud fra lufthavnen stod min favorit taxachauffør, Lubasi, og ventede på mig med sit store frække smil, og jeg faldt ham om halsen og forundredes over den stærke svedlugt, som gik mig i møde. Hjemme igen blev jeg modtaget med knus og smil af familien, som uden tvivl var glade for at have mig tilbage. Min mor havde på forberedt en kylling til mig, som efter tonga-stammens tradition er en markering af at hilse gæsten velkommen. Jeg spiste nshima (majsmelsblanding) og kylling og følte ikke det var lang tid siden jeg sidst sad her i stuen. Blev dog klar over at jeg bestemt ikke havde savnet nshimaen med sin intetsigende smag og klistrede konsistens. Jeg sagde venligt nej tak til den slimede ocra-masse og tog i stedet lidt af de tilberedte vegetables, som ligner tang og smager grønt. Min mor fortalte mig stolt at de nu var sluppet af med kakkelakkerne ved hjælp af et sprøjtemiddel. Jeg smilede og var ret tilfreds med udviklingen, selvom jeg ikke kunne lade være med at skænke klimaet en trist tanke. Jeg gav dem hver især billeder som jeg havde fremkaldt derhjemme, hvilket var en overdreven stor succes og der blev brugt timevis på at se og diskutere billeder, mens regnen trommede mod bliktaget. Noterede også at skarpe svedlugte var markante indenfor mit lille hjem og konkluderede lettere nedtrykt at jeg endnu engang måtte stå en kulturel tilvænningsproces både hvad angik lugt og mad.



Dagen efter min ankomst var rastløsheden allerede ved at melde sig, og heldigvis fik jeg besøg af Gunhild, som efter rejse med sin familie fra Norge var endt op i Livingstone. Hun overnattede og blev introduceret til alle familiemedlemmerne. Hun blev også straks betaget af Mr. Drifters unikke personlighed, som ikke kan beskrives med ord men egentlig bare må opleves! Hun bemærkede også den gennemgående venlighed, som er til stede i huset.

Gunhild og jeg kastede os efter lang tids mental forberedelse 110 meter ned fra broen over Zambezi river som forbinder Zimbabwe og Zambia. Med andre ord fik jeg prøvet det såkaldte Bungee Jump, som kan karakteriseres som en ganske kult form for ekstrem sport. Jeg undskyldte dette vanvid af et tiltag med, at jeg jo som idrætsfaglig må holde mig opdateret med bevægelseskulturens mange eksistentielle former, men havde alligevel et stik af dårlig samvittighed over at betale 1 dollars pr. meter for den meget hurtigt overståede oplevelse.



Jeg tog sammen med Gunhild og Francis (min zambiske frivillige makker i Livingstone) til Lusaka på seminar med de andre SCORE frivillige i Zambia. Her er jeg akkurat kommet tilbage fra. Nåede før weekenden at møde ind til stor gensynsglæde blandt nonner og andre ansatte på Kwenuhas kontor. Også de modtog med begejstring fremkaldte billeder fra mig. Som forventet har jeg måtte indse at sponsorpengene til projektet ikke er kommet ind endnu pga. for sen rapportering, så indtil det sker løber sportsprogrammet ingen vegne og jeg har pludselig tid til at sidde henslængt i skyggen på terrassen og skrive en opdatering til bloggen.

December 2009

Så er jeg i gang på bloggen igen og der er sket utrolig meget siden sidst jeg skrev. Ikke mindst har jeg jo været hjemme i Danmark og set en masse dejlige mennesker, som jeg holder utrolig meget af.

Hermed følger en lille opdatering omkring mine rejser i december:

Lesotho
Før jeg vendte snuden hjem til kulde og sne, var jeg så privilegeret både at vandre en uge i en lille bjergrig stat, Lesotho, som ligger midt i Sydafrika. Lesotho byder på flot natur, masser af heste og hobbit-agtige runde huse med venlige mennesker, så hvis man er til den slags kan det varmt anbefales at rejse dertil. Jeg vandrede et par dage i det vestlige Lesotho med min rejsemakker, Gunhild, som også er frivillig her i Zambia. Vi overnattede i små lokale landsbyer og selvom vores guide var ubrugelig foregik det hele problemfrit under høj sol.






Sydafrika
Jeg havde 2 uger i december omkring Cape Town. Her var jeg på kursus på University of Western Cape med de andre norske frivillige (18 i alt). For selv om mit ophold hernede måske lyder som rent ferie er der også lige et par kurser der skal følges og et par opgaver jeg har valgt at skrive for at jeg kan få, hvad der svarer til et års studieværk.

I Cape Town blev der tid til et par dages surfing på bølger, hvor jeg umiddelbart var positivt overrasket over at jeg fik det så nogenlunde til. Surfingen blev efterfulgt af et par dages vandretur på Cape Peninsula før jeg vendte snuden mod nord. Mit indtryk af Cape Town har været lidt blandet. Naturmæssigt er der ingenting at klage over, store hvide sandstrande efterfulgt af stejle klipper og bjerge gør det vildt flot. Bevæger man sig rundt i området omkring Cape Town er uligheden i samfundet dog slående. Vingårde og rigmandsvillaer omgivet af sikkerhedshegn ligger klods op af townships bestående af tætliggende små barakbygninger lavet af diverse tilgængelige genbrugsmaterialer.




Sideeffekten af en så iøjnefaldende ulighed er desværre usikkerhed. I Cape Town må man hele tiden være bevidst om sin egen sikkerhedsmæssige situation. Denne lille omstændighed i landet fik jeg desværre at mærke på egen krop, da jeg sammen med Gunhild og Øyvind (frivillige) i bedste friluftsånd bevægede mig op på Devils Peak (fjeld ved Cape Town) for at nyde den flotte udsigt over byen. Vi havde en flot tur op, men på vores nedtur blev vi overrasket af to mænd med knive, som sagde ”we are black and poor, we need the money!” Den udtalelse var jo svær at være helt uenig i og knivene taget i betragtning, gav vi dem uden tøven alt, hvad vi havde med. Det betød, at jeg mistede mit kamera og penge, men var så heldig efter venlig forespørgsel at få lov at beholde både memory - og visakort, og desuden fandt de aldrig min mobiltelefon som lå gemt i en lomme i tasken. Røverne var med andre ord til at diskutere med og røveriet var i sin helhed en træls men heldigvis ikke specielt skræmmende oplevelse. Det ligger dybt i mig at det er forkert at stjæle. Men på en syret måde gik jeg alligevel ned fra fjeldet med en følelse af, at de to røvere ikke havde gjort noget galt – for hvilken mulighed er bedre end at berøve en rig Muzungo, når man selv jo netop er ”black and poor” og ikke har chance for at kunne betale den uddannelse, der skulle sikre ens fremtid? Desuden skal det nævnes at Muzungoen er fra den privilegerede del af verden, hvor der er noget som hedder rejseforsikring, så hun alligevel får det hele erstattet.


Danmark
Efter at have befundet mig i Cape Town, som på grund af de slående vestlige impulser går under navnet Afrikas London, troede jeg ikke at kontrasten til Danmark ville blive stor. Dog var det allerede et chok at skifte fly i Frankfurt lufthavn hvor temperaturen ved min ankomst var -13 grader. I Københavns lufthavn brokkede en irritabel dansker sig over at stå i kø ved dsb’s billetluge og selvom toget føltes som et ganske effektivt transportmiddel var der alligevel en overfor mig som lige forhørte sig om man ikke kunne få billetten refunderet når toget nu var over 20 min forsinket. Ud over disse små beviser på at vi som danskere befinder os i en kultur, hvor vi i stadig højere grad anser individets ventetid i diverse samfundsmæssige strukturer som en decideret personlig fornærmelse, var det i høj grad med en følsom sentimentalitet jeg kørte gennem dette lille snebelagte land, hvor husene forekom mig slående hyggelige.

Julen i Danmark bød selvfølgelig også på en masse overflod af mad, hvilket i sig selv ikke var noget stort problem – jeg hilste rugbrød og diverse pålæg mere end velkomment. Hvad, der derimod ramte mig som absurd, er hvordan socialt liv altid foregår rundt om et overdådigt madbord i vores land!

Tiden hjemme var på mange måder en succes. Gensyn med venner og familie var selvfølgelig højeste prioritet og blev plejet til det yderste. Samtidig var jeg så privilegeret rent faktisk at finde ud af at jeg godt kunne se mig selv i Århus igen til sommer og jeg overbeviste mig selv om at den rette beslutning var at søge ind på sidefag psykologi.

Det var med ambivalente følelser at jeg skulle forlade Danmark og dermed alt det trygge og velkendte igen. Den velkendte følelse af spænding i lufthavnen kom aldrig rigtig – pludselig stod jeg bare midt i en slående varm og fugtig frodighed, omringet af markante afrikanske svedlugte og enormt søde små sorte børn igen.

Fortsættelse omkring mit gensyn med Zambia følger…

En Anderledes Bytur

Efter en lang blog-stilhed er det vist på tide at gå amok med indlæg – Der er en del ting som først nu virkelig begynder at gå op for mig her efter jeg har opholdt mig fire måneder i landet – blandt andet har jeg i denne uge lige indset hvilken målgruppe, jeg rent faktisk arbejder med.

Jeg har helt fra min ankomst til Livingstone, været klar over at organisationen, jeg arbejder for har til formål at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder. Dog er min indsigt i disse kvinders skæbne kommet i et mere langsomt tempo hen af vejen, og specielt én oplevelse gjorde, at jeg forstod hvilket ekstrem vanskelig og dog vigtig opgave organisationen står overfor.

Oplevelsen fandt sted i Livingstones natteliv, så her kommer min beskrivelse af en anderledes bytur:

Lørdag aften ankom jeg efter mørkets frembrud til en af de yderste afkroge af Livingstone, Libuyo. Jeg har befundet mig her mange gange i dagslys, men steder bliver som forvandlet, når manglende gadebelysning får de lokale barer og snuskede værtshus til at lyse op langs de mørke jordveje. Selv små stråhytter kan pludselig få et lettere uhyggeligt udseende.

Jeg var i aften for første gang blevet inviteret med på Night Watch, hvilket dækker over at tage ud i nattelivet for at rekruttere nye prostituerede kvinder til organisationen. Vi var en gruppe på fem: Min gode kollegaer Samuel Maliko, som står for HIV oh AIDS information og Home Base Care i Kwenuha, og Beenzu som er Sport Field trainer. Derudover havde vi med os to unge peer-educators (været igennem Kicking Aids Out leadership program), Paul og Gideon, som er tilknyttet Kwenuha for netop at rekruttere kvinder og informere unge om HIV og AIDS.

På de snuskede værtshus i Libuyo var det overraskende enkelt at komme i kontakt med kvinderne eller lad mig nærmere sige pigerne. Paul og Gideon kaprede dem hen til bordet, hvor vi sad. På de to timer vi var ude, snakkede vi med seks forskellige piger i alderen fra 15-20 år - nogle af dem på job med spædbørn på ryggen. Vores opgave var, at informere om organisationen og de muligheder, som det ville give dem at blive medlem. Derudover noterede vi basale oplysninger om dem ned, såsom navn, alder, adresse og uddannelsesniveau. Fælles for dem alle var, at de var droppet ud af skolen omkring 7. klasse pga. mangel på finansiel støtte. Med andre ord er det fattigdommen ofte forårsaget af ustabile familieforhold, som lokker piger til at prostituere sig selv.

Det kan med danske øjne virke underligt, at piger vælger at prostituere sig selv for sølle 10 kr. per kunde. Men sagen er, at de stort set ikke har andet valg. Spørger du dem hvorfor, ser de bare spørgende på dig: ”Hvem sørger ellers for mad til min baby i morgen?” I et land hvor sikkerhedsnettet er langt væk og arbejdsløsheden over de 60 % , kan det være svært at komme med et godt svar.

Fra en sådan oplevelse kommer jeg hjem til min familie som jo efter danske forhold ville betragtes som fattig, men som nok hører ind under normal zambisk middelklasse. Jeg fortæller min zambiske far, Mr. Drifter, om de 15-årige piger, der hænger ud på barer. Han har tydeligvis aldrig befundet sig sådanne steder. Han ryster på hovedet og siger, at vi trods alt har det godt her i huset og ikke bør klage.

For mig var det på mange måder en øjenåbner at være med på Night Watch. Jeg fik et mere realistisk billede af prostitution som en tragisk og simpel konsekvens af fattigdom og manglende fremtidsudsigter. Mest overraskende var det dog at få at vide hvor ofte de på Night Watch faktisk møder de kvinder, vi allerede har i organisationen - kvinder som jeg omgås i dagligdagen, på job, workshops og ude i klubberne. Denne oplysning gjorde at jeg måtte revurdere mit syn på organisationens formål. Jeg havde haft et billede af at de kvinder jeg havde med at gøre var tidligere prostituerede – det er nok desværre langt fra tilfældet. Den anderledes bytur tydeliggjorde for mig, hvor svært det er at få mennesker til at ændre strategi og hvor en vanvittig stor opgave organisationen faktisk har taget på sig.

Efter at have mødt kvinderne på Night Watch og skrevet deres oplysninger ned, bliver de besøgt i deres hjem og inviteret med på kontoret til en rådgivningssession. Allerede mandag morgen på kontoret mødte jeg Paul, som kom med tre af kvinderne. Jeg snakkede med to af dem uden for, mens de ventede på at den første skulle blive færdig med sin rådgivningssession. Den første rådgivning er skelsættende for om kvinderne har lyst til at komme tilbage til flere sessioner af slagsen. Mange falder fra allerede her, måske fordi de ikke har modet og overskuddet, eller måske fordi rådgivningen er for dårlig?

Om eftermiddagen på sportsbanen er alt dog som det plejer at være. Kvinder og børn kaster sig ind i kampen, kæmper, sveder og smiler et forløsende smil, som ikke kan andet end at smitte.