En Anderledes Bytur

Efter en lang blog-stilhed er det vist på tide at gå amok med indlæg – Der er en del ting som først nu virkelig begynder at gå op for mig her efter jeg har opholdt mig fire måneder i landet – blandt andet har jeg i denne uge lige indset hvilken målgruppe, jeg rent faktisk arbejder med.

Jeg har helt fra min ankomst til Livingstone, været klar over at organisationen, jeg arbejder for har til formål at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder. Dog er min indsigt i disse kvinders skæbne kommet i et mere langsomt tempo hen af vejen, og specielt én oplevelse gjorde, at jeg forstod hvilket ekstrem vanskelig og dog vigtig opgave organisationen står overfor.

Oplevelsen fandt sted i Livingstones natteliv, så her kommer min beskrivelse af en anderledes bytur:

Lørdag aften ankom jeg efter mørkets frembrud til en af de yderste afkroge af Livingstone, Libuyo. Jeg har befundet mig her mange gange i dagslys, men steder bliver som forvandlet, når manglende gadebelysning får de lokale barer og snuskede værtshus til at lyse op langs de mørke jordveje. Selv små stråhytter kan pludselig få et lettere uhyggeligt udseende.

Jeg var i aften for første gang blevet inviteret med på Night Watch, hvilket dækker over at tage ud i nattelivet for at rekruttere nye prostituerede kvinder til organisationen. Vi var en gruppe på fem: Min gode kollegaer Samuel Maliko, som står for HIV oh AIDS information og Home Base Care i Kwenuha, og Beenzu som er Sport Field trainer. Derudover havde vi med os to unge peer-educators (været igennem Kicking Aids Out leadership program), Paul og Gideon, som er tilknyttet Kwenuha for netop at rekruttere kvinder og informere unge om HIV og AIDS.

På de snuskede værtshus i Libuyo var det overraskende enkelt at komme i kontakt med kvinderne eller lad mig nærmere sige pigerne. Paul og Gideon kaprede dem hen til bordet, hvor vi sad. På de to timer vi var ude, snakkede vi med seks forskellige piger i alderen fra 15-20 år - nogle af dem på job med spædbørn på ryggen. Vores opgave var, at informere om organisationen og de muligheder, som det ville give dem at blive medlem. Derudover noterede vi basale oplysninger om dem ned, såsom navn, alder, adresse og uddannelsesniveau. Fælles for dem alle var, at de var droppet ud af skolen omkring 7. klasse pga. mangel på finansiel støtte. Med andre ord er det fattigdommen ofte forårsaget af ustabile familieforhold, som lokker piger til at prostituere sig selv.

Det kan med danske øjne virke underligt, at piger vælger at prostituere sig selv for sølle 10 kr. per kunde. Men sagen er, at de stort set ikke har andet valg. Spørger du dem hvorfor, ser de bare spørgende på dig: ”Hvem sørger ellers for mad til min baby i morgen?” I et land hvor sikkerhedsnettet er langt væk og arbejdsløsheden over de 60 % , kan det være svært at komme med et godt svar.

Fra en sådan oplevelse kommer jeg hjem til min familie som jo efter danske forhold ville betragtes som fattig, men som nok hører ind under normal zambisk middelklasse. Jeg fortæller min zambiske far, Mr. Drifter, om de 15-årige piger, der hænger ud på barer. Han har tydeligvis aldrig befundet sig sådanne steder. Han ryster på hovedet og siger, at vi trods alt har det godt her i huset og ikke bør klage.

For mig var det på mange måder en øjenåbner at være med på Night Watch. Jeg fik et mere realistisk billede af prostitution som en tragisk og simpel konsekvens af fattigdom og manglende fremtidsudsigter. Mest overraskende var det dog at få at vide hvor ofte de på Night Watch faktisk møder de kvinder, vi allerede har i organisationen - kvinder som jeg omgås i dagligdagen, på job, workshops og ude i klubberne. Denne oplysning gjorde at jeg måtte revurdere mit syn på organisationens formål. Jeg havde haft et billede af at de kvinder jeg havde med at gøre var tidligere prostituerede – det er nok desværre langt fra tilfældet. Den anderledes bytur tydeliggjorde for mig, hvor svært det er at få mennesker til at ændre strategi og hvor en vanvittig stor opgave organisationen faktisk har taget på sig.

Efter at have mødt kvinderne på Night Watch og skrevet deres oplysninger ned, bliver de besøgt i deres hjem og inviteret med på kontoret til en rådgivningssession. Allerede mandag morgen på kontoret mødte jeg Paul, som kom med tre af kvinderne. Jeg snakkede med to af dem uden for, mens de ventede på at den første skulle blive færdig med sin rådgivningssession. Den første rådgivning er skelsættende for om kvinderne har lyst til at komme tilbage til flere sessioner af slagsen. Mange falder fra allerede her, måske fordi de ikke har modet og overskuddet, eller måske fordi rådgivningen er for dårlig?

Om eftermiddagen på sportsbanen er alt dog som det plejer at være. Kvinder og børn kaster sig ind i kampen, kæmper, sveder og smiler et forløsende smil, som ikke kan andet end at smitte.

Hvor Døden er Hverdag, Smiler den Store Sol

Alt for lang tid siden jeg har opdateret på bloggen! Her kommer et rejsebrev, som jeg blev påbudt at skrive fra dem, der sendte mig ud ”in the first place”: Det Norske Fredskorps.



Her er Marit og jeg
Marit er en glad zambisk baby på 5 måneder
Jeg er en glad dansk kvinde på 25 år
Marit og jeg traf hinanden for første gang for 3 måneder siden

Det første skridt mod at møde Marit blev taget i årets første måneder, hvor jeg ansøgte om at blive udsendt som idrætsfrivillig til det sydlige Afrika med Idrettens Fredskorps. Jeg havde forud for min ansøgning brugt de sidste år på at nyde livet som idræts- og friluftslivsstuderende, og det var ved at blive trivielt at spille bold og trave norske fjelde tynde udelukkende for egen fornøjelses skyld. Med andre ord var det et udlængselsfuldt og idealistisk hjerte, der talte til mig, da jeg i forbifarten sendte ansøgningen.

Ansøgningen førte dog meget med sig: Udtagelseskursus, Weekendseminarer på Norges Idrettshøgskole, Fredskorpskursus og 3 ugers introduktionskurser med SCORE (den Sydafrikanske samarbejdspartner og IdrettsNGO) i henholdsvis Cape Town og Lusaka (hovedstaden i Zambia).

Det var først efter denne introduktionsrunde at jeg ankom til byen, hvor jeg skulle tilbringe det næste år af mit liv: Livingstone.

Livingstone kan med sine 100.000 indbyggere og mange turister karakteriseres som en dynamisk by
Victoria vandfaldet er det naturfænomen som har lokket de mange turister til, og gjort at denne by skiller sig ud fra andre zambiske byer;

Her bliver veje renoveret, diverse backpacker steder, guesthouses og overdådige hoteller lyser op. Et museum, en biograf og et fitnesscenter er blandt de overdådige tilbud, for ikke at nævne at et nyt indkøbscenter der er ved at se sine første dage.

Du skal dog ikke bevæge dig længere væk end 100 meter fra hovedgaden før du ad rødbrune jordveje finder traditionelle afrikanske markeder, et utal forskellige afarter af kristne kirker for ikke at tale om skoler med store bannere, hvorpå man ikke kan undgå at misse budskabet: HIV AND AIDS IS REAL!

Og sandt er det, HIV og AIDS is real, næsten alt for sandt i denne by, hvor de handlende og forbipasserende fra de mange tilstødende landegrænser har medvirket til en tårnhøj smitteprocent på 30,6.

Familien jeg bor ved var for et par dage siden til begravelse. Denne gang er det en 19-årig niece, som er død. Dødsårsagen er ukendt, så man kan kun have sine gisninger. HIV og AIDS var min første indskydelse, men da jeg spørger min far har han et andet og mere realistisk bud: Naturmedicin indtaget i et forsøg på at abortere. Derudover er hans yderligere kommentar til hele den tragiske omstændighed: ”What a shame the parents’ have paid 12 years of education for that girl”. Min far er en typisk tilbagelænet zambisk mand, som her medfølende sætter sig i andre forældres sted. Kommentaren kan i skandinavisk kontekst virke kynisk, men i virkeligheden er den bare et simpelt bevis på, hvordan døden opfattes, og hvordan menneskeliv værdsættes i et land, hvor:
- Begravelser er en naturlig del af hverdagen
- Hver mand ihærdigt forsøger at holde gang i sin egen lille business, der består i gadesalg til mennesker hvoraf størstedelen lever for under 1 dollar om dagen
- Togbanen i højere grad bliver brugt som fortov
- Affaldsforbrænding finder sted i hver mands baghave
- Biludstødningen er sort og aldrig har set skyggen af at være nogen som helst % blyfri
- Alt hvad der hedder velfærdsstat og sikkerhedsnet i højeste grad er varetaget af kirken eller diverse NGO’er.

Marit vil vokse op under alle disse omstændigheder, og det er hende som til sin tid måske kan bidrage til at udvikle stedet. Uanet smiler hun sin fremtid i møde – hendes smil repræsenterer på mange måder et håb om en lysere fremtid. Men samtidig kan smilet også på forunderligste vis siges at være velbegrundet, fordi Livingstone trods de mange nedtryggende fakta alligevel ikke er noget deprimerende sted at befinde sig.

Når du som frivillig bliver bosat hos en lokal værtsfamilie, kan man ikke andet end blive godt kendt med zambisk mentalitet. Det kan være udfordrende at bo ved en værtsfamilie, da man uden tvivl løber ind i mange kulturbaserede misforståelser, før man hen ad vejen opnår en nærmere indsigt i familiens tænkemåde. Min oplevelse med familien har budt på mange humoristiske og lærerige situationer, som alt i alt har bragt mig tættere på en kultur, hvor livsglæden kan karakteriseres som omdrejningspunktet:

- Du skal bare træffe den første zambier og du vil opleve en imødekommende og nysgerrig gæstfrihed, som ikke kan andet end at overraske enhver skandinaver.
- Du skal bare høre de første zambiske rytmer, så ved du at her er et folk med en fantastisk umiddelbar livsglæde.
- Og du skal blot se en enkel rødglødende zambisk solnedgang, før du erkender at dette er landet, hvor den store sol overskygger enhver sort tanke.

Da vil du forstå, hvorfor Marit er en glad baby som smiler til verden. For på trods af alverdens deprimerende statistikker smiler verden på fascinerende vis tilbage til hende.

Marit mødte jeg i forbindelse med mit arbejde her i Livingstone. Til forskel fra de fleste andre frivillige, arbejder jeg ikke direkte for SCORE. I stedet arbejder jeg for en NIF (Norges Idrettsforbund) sponsoreret organisation, som hedder Kwenuha Women Association. Kwenuha betyder ”Kom tilbage” på lokalsproget Lozi. Det er en katolsk ledet organisation, som arbejder for at transformere og rehabilitere tidligere prostituerede kvinder i Livingstone. Jeg er som frivillig tilkoblet sportsprogrammet.

Fra første dag blev jeg kastet ud i arbejdet og der har været nok at se til! Kwenuha har ni klubber rundt omkring i Livingstone, hvor både børn og kvinder træner netball, fodbold og volleyball. Er der ikke en workshop i coaching, refereeing eller leadership skills i weekenden er der helt sikkert enten en turnering for Kwenuhas netball hold eller en turnering for klubberne, som jeg foruden møder og klubbesøg må bruge ugen på at forberede.

At blive ordentlig tilpasset til arbejdet har taget i hvert fald de første to måneder. At lære hver enkelt medarbejder at kende går hurtigt, men at få styr på alle organisationens strukturer, regler og arbejdsformer tager længere tid, for ikke at tale om noget så basalt som en helt fremmed kommunikationskultur, man må forholde sig til.

Efter et par måneder fik jeg dog en indsigt og rutine, som gør at jeg nu kan bruge mere energi på at fokusere på bærekraftigheden af det jeg rent faktisk foretager mig. Bærekraftighed er helt elementær at have for øje i jobbet som udsendt frivillig, da det ikke giver mening at lave en masse gode tiltag, hvis det hele ramler sammen, når du er væk om et år. Med andre ord betyder mangel på bærekraftighed også mangel på udvikling.




Her er Susan
Susan er mor til Marit
Hun er en af de sportsaktive medlemmer i Kwenuha.
Her fremlægger og underviser Susan på en workshop.

Bærekraftighed betyder, at jeg til diverse workshops involverer nogle af kvinderne, som eksempelvis Susan i at undervise de andre. Det betyder at jeg i stedet for selv at tage rundt og træne alle ni klubber, forsøger at identificere potentielle trænere i samarbejde med kvinden, som leder klubben. Det betyder, at jeg inviterer trænerne til coaching workshops og giver dem feedback på træningen, når jeg besøger deres respektive klub.

Bærekraftighed betyder at jeg må samarbejde tæt med organisationen, følge deres retningslinjer og til tider i mine øjne langsomme arbejdstempo. Det betyder, at når jeg får en ny idé og udviklingsmulighed må gå igennem organisationens ledelsen for at alle involveres og accepterer beslutningen.

At arbejde sammen med zambiere i en organisation er til tider en frustrerende proces, som er lærerig men dog kræver en stor bunke tålmodighed. På den anden side er det at arbejde i en organisationen også en enorm styrke, fordi der netop er et fundament, en struktur og et fællesskab at bygge ovenpå. Så når tiltag lykkedes betyder det stor succes, som man kan leve højt på længe.

Marit har fået sit norsk-klingende navn, fordi hun er opkaldt efter den tidligere frivillige i Livingstone.
Marit står som vidne om, at man gennem arbejdet som frivillig uvilkårligt vil møde og påvirke andre mennesker,
Igennem disse mange møder udspringer lærerige input og uforglemmelige minder, som måske alligevel i sidste ende fører en lille forskel med sig hos begge parter.

Håbefulde og idealistiske hilsner,
Nanna

Turist eller ?

Mit eventyr med familien blev efterfulgt af en travl hverdag igen. En hverdag hvor Mr. Drifter valgte at tage til begravelse over et par dage og efterlade de unge kvinder i huset for sig selv. Ingen så ud til at savne ham synderligt, og snakken gik for en gangs skyld på ellers tabubelagte emner som kærester, graviditet og kondomer. Hverdagen betød for mit vedkommende planlægning og facilitering af diverse workshops. Efter Mr. Drifter kom tilbage blev han ih og åh så dårlig med malaria, som han sagde, og jeg blev totalt forkølet, mens varmen bare blev mere og mere ulidelig dag efter dag. Forkølelsen gik væk, og havde en afslappende weekend, hvor jeg mødte Siv Heges familie, der var på besøg. Sygdommen ville dog ikke slippe mig så let, for ugen efter blev det tid til natlige sved/feberture og daglig diaré – fantastisk!

Moren i huset, som jeg efterhånden var ved at tvivle på eksisterede kom pludselig hjem. Det betød en seriøs forbedring af maden, hvis ensidige hvide kulhydrater, jeg efterhånden var ved at køre meget sur i. Moren er sød, meget mor-agtig og afslappet. Den store gensynsglæde var ikke ligefrem at finde mellem hende og Mr. Drifter, men hverdagen derhjemme er dog helt sikkert blevet mere sat i system, hvilket jeg tror alle nyder godt af.

Efter en travl og forlænget weekend, hvor jeg har haft besøg af de fem nordmænd som er frivillige i Zambia og på samme tid faciliteret en workshop, er jeg nu tilbage til den daglige trummerum, med diverse irritationsmomenter inkluderet over den langsomme zambiske totale mangel på planlægning! Weekenden foregik i turismens tegn på et backpacker sted med swimmingpool og klatrevæg, og med boost cruise og walking safari om eftermiddagen. Jeg har det ambivalent med pludselig at befinde mig i denne verden på den anden side, og må arbejde lidt med at komme tilbage til hverdagen – for et link mellem de to verdener kan synes så fjern.

Mange hilsner fra et land, hvor:
Facebook er ikke-eksisterende men mobiltelefonentil gengæld for alvor har gjort sit indtog, Togbanerne bliver brugt som fortov, skraldemænd og Lossepladser er ikke eksisterende – ”hver mand sit bål”
(Billeder vil blive lagt ud hen af vejen… ”ting tager tid”)

Min første ferie

Så er jeg tilbage i Livingstone til den travle hverdag efter en i det store hele helt fantastisk og ekstrem impulsiv mini-ferie, hvor jeg fra starten indstillede mig på at lade skæbnen og den zambiske mentalitet råde. Det varede dog ikke mere end en halv dag før jeg simpelthen måtte give op over for den zambiske mentalitet og direkte true min far med at tage bussen, hvis ikke snart vi kørte! Det viste sig at være en god trussel for så kom han hjem med bilen, der efter sigende skulle være fikset. På turen nordpå mod Chikuni, hvor sønnen bor, brød bilen sammen hele tre gange, så helt fikset var den ikke. Der faldt løsdele af efter mørkets frembrud som vi måtte søge efter ved hjælp af lys fra min pandelampe etc. Starteren var den helt gal med og hver gang måtte en mand stå at holde to gnistrende ledninger sammen mens min kære zambiske fader prøvede at starte bilen.



Min fader havde for øje at lave business all the way up, hvilket resulterede i at jeg sad sammenpresset på ladet mens atter flere mennesker kom ombord! Pga. de mange stop tog turen 8 timer og vi var først i Monze kl 23. Det resulterede i at vi åbenbart ikke kunne nå at køre til Chikuni, hvilket betød, at jeg sov på ladet af bilen, mens Bestar og Mr. Drifter sov foran. Der kom liggeunderlag og dunsoveposen mig til gode. Dagen efter var jeg utålmodig for at komme af sted ud til Bestars landsby, eftersom jeg havde lovet hende det og jeg kunne se hvor meget hun faktisk glædede sig (havde ikke været der i tre år). Da vi fik bilens startet og med nød og næppe kørte de 500 m ind til midtbyen, gik Bestar og jeg ud for at forhøre os om andre transportmuligheder mens Mr. Drifter prøvede at fikse bilen. Jeg var villig til at betale det det nu kostede for en taxa (ca. 150 kr.) Men Mr. Drifter så bare med store barnlige øjne på os og spurgte om vi virkelig ville efterlade ham helt alene ”helt ærlig, hvor gammel er du?” Tænkte jeg og holdt det heldigvis inden i mig selv. Afsted kom vi ved 11 tiden hvor bilen eftersigende var fikset, Mr. Drifter lovede mig dette flere gange. Dog skete der det at da vi endelig kom af sted, brød den selvfølgelig sammen et par km efter vi var taget af sted. På det tidspunkt var min tålmodighed totalt opbrugt, hvad mr. Drifter godt kunne se. Og heldigt nok for ham havde han fået taxachaufførens nummer, så han ringede efter ham. Det korte af det lange er at det kun var Bestar og jeg som tog ud til landsbyen, og det var egentlig ret dejligt at slippe af med Mr. Drifter.

Landsbyen var en oplevelse i særklasse. Efter lige at have set hinanden lidt an, vænnede de sig lige så langsomt til den underlige Mzungu, fornemmede jeg. Den gamle kone i landsbyen var vildt rørende og holdte hele tiden min hånd. Bestars stedmor (farens anden kone) slagtede en kylling da vi ankom, hvilket er deres måde at sige at man er velkommen. Jeg overnattede i landsbyen fra torsdag til fredag. Vi var en tur rundt og se det hele, besøge søsteren, og vi sad rundt om bålene til langt ud på natten (ingen elektricitet), hvor jeg selvfølgelig blev ædt op af myg (længe leve malariapillerne).



Familien lever som sagt i et polygamisk ægteskab, hvor der er en mand og to koner. De to familier har hver deres hus og tag at mødes under i midten. Der var et toilet: Hul som var utrolig fint udskåret i cement med et perfekt formet låg. Derudover var der to badeværelser (Pilegræne sat sammen i en rundkreds). Jeg var så heldig at få fornøjelsen af at bade om aftenen, hvor jeg med min pandelampe kunne lyse rundt mellem grenene og se høns der rugede på deres æg og tusser i massevis. Min indstilling var dog åben at så længe dyrene ikke er farlige, kan det jo være lige meget. Dog blev denne indstilling udfordret på det groveste, da jeg om natten sov på mit liggeunderlag og med min sovepose begyndte at kunne høre diverse dyr kravle rundt. Over bliktaget, i skabet, og på gulvet umiskendelig nær mit hoved kravlede de. Jeg sagde til mig selv at jeg bare skulle tage det roligt og sove videre, hvad jeg faktisk formåede lige indtil jeg vågnede med spjæt og skreg ”fuck!” idet jeg mærkede et af disse dyr kravle hen over mig. Mit udråb resulterede selvfølgelig i at Bestar vågnede op fra sofaen ved siden af mig, jeg spurgte skælvende (dette oversteg alligevel mit friluftsjeg) om det var flagermus eller hvad? Nej fik jeg som svar, det var rotter! Urgh, heldigvis tilbød Bestar at vi byttede plads, og selv for hende var det ikke fedt at sove på gulvet hvilket betød at vi lod pandelampen være tændt for at ”skræmme” dem – det virkede faktisk ok.

Tidligt næste morgen fik vi et lift til Monze med bilen som kørte med sweet potatoes. I Monze mødtes vi efter den obligatoriske ventetid med Mr. Drifter, som var seriøst glad for at se mig og gav mig et kæmpe knus og spurgte hvordan mon jeg havde haft det i landsbyen?! Blev lidt rørt over at han havde været nervøs for mig og glemte selvfølgelig alle gårsdagens irritationer. Dog oversted ventetiden i Monze denne dag dog også min tålmodighed. Det endte med at han smed Bestar og jeg af, der hvor Bestars mor stod og handlede sweet potatoes for selv at køre rundt og gøre alle sine business’. Jeg lagde mig på underlaget og sov. Blev vækket af en yngre udgave af Mr. Drifter (sønnen Humphrey), som selvfølgelig ikke ville andet end at sige hej og spørge om jeg ikke ville være hans anden kone – vildt upassende, prøvede at være overbærende men allerede træt af at blive vækket. Kom nok til at fremstå som den sure Mzunge som bare ville af sted num idet jeg spurgte efter hans far. Vi kom af sted og Humphre og hans højgravide kone var virkelig gæstfrie og søde. De lavede noget bedre mad end jeg er vant til hjemme – mere kød og grønt. De er begge lærere så har sikker ok økonomi.

Hele grunden til at vi tog til Chikuni var pga. denne her berømte årlige tongafestival. Fredag nåede vi kun mes festival – ikke noget der var så vildt. Dog tog Mr Drifter, Humphrey, Bestar og jeg på bar efter, og Mr. Drifter købte uventet øl til mig og var faktisk ret hyggelig at være af sted med. Helt vild underlig situation at sidde der blandt fulde folk med ham, som prøver at passe sådan på hans ”døtre” som vi jo alle er. Han drikker ikke alkohol, men hvis jeg ikke tager meget fejl så har han tidligere haft små- hvis ikke helalkoholiske tendenser.

Lørdag fik jeg lokket Bjørnar, Gunhild og Hilde til Chikuni,da de alle var i Mazabuka ved Hilde. Det udviklede sig ikke pga festivallen men pga. folkene til en helt fantastisk dag. Jeg blev fuld af bare et par øl i varmen, mindedes de gamle festival tider og var total sentimental og glad for at se de tre nordmænd. Det endte selvfølgelig med at de fik lokket mig med til Mazabuka, hvor det hele endte op i en bytur ud i det Zambiske natteliv (efter den 3 timer lange bustur vel at mærke).
Dagen efter gik turen hjem – en hel dag hvor den lille bus skulle fyldes på ny efter hvert stop – meget belastende i længden. Gjorde dog et velfortjent stop i Kalomo for at besøge Øyvind (anden frivillig) før turen gik videre mod Livingstone. I Livingstone (zambias varmeste by) har heden seriøst indfundet sig, og eftersigende bliver det kun værre indtil November, hvor regnen som jeg ikke har set skyggen af den tid jeg har været her, skulle indfinde sig!

Nok herfra eventyrland for nu,
Nanna

Er måske ved at falde til?!

Ved ikke lige hvor jeg skal starte… Jeg ville gerne kunne skrive noget originalt, men det lader sig ikke gøre ligenu. Så kort og godt har jeg snart opholdt mig i Livingstone i en måned. Jeg har travlt på arbejdet med planlægningen af diverse workshops. Har lige haft en 5 dages HIV og AIDS workshop for 30 deltagere. Jeg føler mig både beriget og motiveret under disse workshops, hvor jeg møder en masse skæbner, ser ind i en masse koncentrerede blikke og smilende ansigter. Det giver mig en masse (præcis hvad har jeg ikke fundet ud af endnu…) og jeg håber også jeg på en eller anden måde kan give lidt igen (er stadig ved at finde ud af hvordan jeg mon giver på bedste måde?!). Jeg har to dejlige samarbejdspartnere: Francis fra Kitwe (Nordzambia), som ligesom mig er SCORE-frivillig og Beenzu fra Livingstone, der er ansat som coach for Kwenuha (organisationen vi arbejder for). Jeg synes allerede vi formår at bruge hinanden, så det lover godt!

Nordmænd er jeg ikke blevet fritaget for. Har allerede mødt to af slagsen, Siv Hege og Inger som begge er udsendt med Fredskorpset som henholdsvis ergo- og fysioterapeuter. Jeg hænger ud hos dem i ny og næ når jeg får nok af den zambiske kultur – hvoriblandt man alligevel nok altid vil føle sig lidt som en ”stranger”. Jeg låner deres ovn til at bage en banankage indimellem og udnytter situationen til at kaste mig over deres dyrebare brunost, der kun giver hjemlængsel!
Siv og Inger har også introduceret mig for den lokale gym, hvor jeg flere gange ugentligt nedstirre min aktive krop, idet den laver diverse aerobictrin. At dyrke aerobic er ikke mig, og at tage til Afrika for at dyrke aerobic er overhovedet ikke mig. Men i mangel af bedre tilbud har jeg indset at min krop faktisk godt kan lide det, og på mærkeligste vis får mig til at vende tilbage til den hyperaktive træner dag efter dag.

Hjemme går det også fint. Har haft en masse konfrontationer med min far, som i nuet fylder en del men som jeg i efterrationalitetens klarsyn morer mig utrolig meget over. Jeg har i sinde at lave en lille samling af vores konflikter, som forhåbentlig vil billedliggøre essentielle forskelle mellem dansk og zambisk kultur. Så vent i spænding!

Alt fra mig nu, så et næsehorn næsten aaaalt for tæt på forleden, da jeg besøgte den lokale nationalpark (se billeder nederst!)

Anekdote fra en Mzungus hverdag.

Hendes indre ur er indstillet til at slå øjnene op kl. 7.00 for at indånde den kølige morgenluft og kigge op i de lange spindelvæv som hænger ned fra det tynde bliktag.

Hun står op hilser ”Mauné Kapute” til husets niece, Bestar, som med bukket holdning er går amok med sivkosten: Alt må fejes, selv alle jordarealerne udenfor får en ordentlig omgang.

Efter at have været igennem den obligatoriske lårmuskel træning over toilettet, vasker hun sig med vand fra de mange baljer i badekaret, for derefter at gå i gang med tilberedningen af den obligatoriske havregrød.

Med ipod’en godt stoppet ind i ørerne, overhører hun de fleste tilråb på den daglige gåtur mod kontoret i byen. Da hun en halv time senere når frem, er hun så privilegeret lige at få glæden af den katolske morgenbøn, lægge ører til de mange budgetovervejelser, mens hun ihærdigt forsøger at planlægge indholdet af næste workshop for et udvalg af de tidligere prostituerede kvinder fra de forskellige communities.

Hun spiser lunch på kontoret (te, toast og peanutbutter) over en snak om Danmark/Zambia forskelle med den interesserede kassere (Vincent). Derefter går turen rundt til diverse små butikker i byen sammen med Beenzu (samarbejdstræner) for at indsamle quotations (overslag på priser) af diverse madvarer til workshoppen.

Hendes tålmodighed sættes på prøve af ventetid og følelsen af meningsløst arbejde. Endnu engang må hun spørge sig selv, hvad det egentlig er, hun har så travlt med?

Hun går hen ad hovedgaden, får stukket et par milliarddollar Zimbabwe sedler i hovedet, som mzunguen er så privilegeret at kunne købe for meget billige penge! ”Taxi taxi” råbes der efter hende, før hun stikker indenom en internetcafe. Den langsomme forbindelse driver hende til vanvid og hun går hjemover ad brune jordveje mod de små murstenshuse med bliktage, mens den store afrikanske sol skifter farve til rødglødende.

Hjemme ligger ”Mr. Drifter” faren henslængt i sofaen, mens Bestar vasker tøj fra de mange baljer og Pamela kokkerere shima’en på det opvarmede kul udenfor. Mzunguen forsøger at røre i shima’en, men har ikke lige det medfødte ”touch” til at forstå sig på den slags uden at spilde halvdelen af den varme majsmelsblanding ud over det hele. Hun vasker sig i koldt vand i baljer og skrubber de støvede fødder skinnende hvide igen.

Pandelampen findes frem til aftensmaden, da elektriciteten er væk for et par timer. Så slipper hun da i det mindste for at se på dårlige Syd Afrikanske serier, mens hendes fingerspidser brændes af, når hun på afrikansk vis spiser shima og delikat udseende fiskehoveder med hænderne.

Shimaen lægger sig som en betonklods i mave, faren lægger sig veltilfreds tilbage i sofaen, mens hun går ud i køkkenet og sludrer med Bestar over opvasken. Hun når lige at klaske et par klamme biller, som kommer frem i tusindvis ved mørkets frembrud, før hun lægger sig tidligt lægger sig til rette i sengen med computer og en god roman ved sin side til lyden af hundegøen og zambianske RNB-rytmer.

Livingstone - Here I come!

Jeg har vaeret i Lusaka en uge paa et mere specifikt forberedelseskursus, som er det sidste kursus for denne gang!

Foerste indtryk af Zambia er at dette land stemmer meget bedre overens med den vestlige opfattelse af Afrika: Roede jordveje og kvinder med boern paa ryggen og madvarer paa hovedet. Snaksaglige mennesker og afslappet livsstil.


Paa mandag bliver jeg sendt til Livingstone (ved Victoria vandfaldet) i det sydlige Zambia. Der skal jeg hovedsageligt arbejde med tidligere prostituerede kvinder, hvor fokus er at opoeve lifeskills gennem idraet. Opdatering foelger selvfoelgelig, naar jeg ved mere i naeste uge. Men glaeder mig til at komme igang med projektet og ikke mindst er jeg spaendt paa at moede min vaertsfamilie!

Sydafrika kursus

Så er det to uger siden jeg ankom til Sydafrika, hvor jeg har været på et forberedelseskursus i Paarl lidt uden for Cape Town. Kurset har omhandlet kulturmøder, udvikling, trænererfaringsudveksling, lege, sang, facilitating og flere community visits. Det har været en blandet oplevelse. Vi er ca. 45 deltagere hvoraf 20 er europæere (mest nordmænd) og den anden part fra det sydlige Afrika. Vi skal alle sendes ud i forskellige communities rundt omkring i Namibia, Zambia og Sydafrika.

Mit første indtryk af afrikanerne er, at de er utrolig kropslige. Både hvad angår kropskontakt, kropsbevidsthed og rytme. Derudover er de skolet på en anden og på mange måder sikkert mere old-school måde, så når vi har diskussioner bliver de ofte konfuse og meget lange.

På mandag (d. 27 juli) slutter vi her, og jeg tager til Zambia med den gruppe, som skal udstationeres der (vi er 11 i alt, hvoraf 6 er nordmænd). På sin vis kunne jeg godt tænke mig at se mere af Sydafrika, som naturmæssigt virkelig er fantastisk. Samtidig har jeg den lille tid jeg har været her erfaret, at det er et utrolig blandet land, hvor ulighed er synlig markant i landskabet (Townships bliver efterfulgt af rige villaer). De vestlige inputs står markant frem, byerne bringer minder frem fra min tid i USA og pigtråd, hegn, politi og vagter ses overalt.

Overordnet ser jeg frem til at komme væk fra dette kursussted og ind i en mindre gruppe, som jeg skal være sammen med en uges tid i Lusaka og forberede os mere specifikt til de respektive communities, vi hver især bliver placeret i (akkurat hvor står stadig uvist). Lige nu er mit indtryk at Zambia er et mere traditionsbundet land som ikke er helt så påvirket af vestligficeringen. Jeg ved endnu ikke hvor i Zambia jeg kommer til at bo, så det må tiden vise...

Hej hej Danmark!

5 dage tilbage i Danmark før jeg flyver mod det sydlige gode håb - Cape Town. Derfra går turen videre mod en til stadighed unavngivet zambiansk landsby, hvorfra jeg troligt vil rapportere det kommende år. Med andre ord rejsefeberen begynder at sprede sig i det solvarme Danmark - Der vil løbende blive berettet om alverdens udfordringer, tanker og overraskelser på denne blog, så hæng på!